De politiske kommentatorer glemmer at argumentere

Hans Engell, Thomas Larsen og Peter Mogensen. Listen over dygtige politiske kommentatorer, der dagligt deler ud af deres viden om politik til den danske befolkning, er ganske lang. I en ny afhandling med titlen ’For borgeren, tilskueren eller den indviede? En praksisorienteret retorisk kritik af avisens politiske kommentarer’ har Mette Bengtsson fra Københavns Universitet blandt andet nærlæst og analyseret 90 tekster fra ni politiske kommentatorer på seks af de største landsdækkende aviser under valget i 2011, og hun argumenterer for, at selvom kommentatorerne har meget at byde på, så er den måde, de praktiserer genren på, ikke særlig konstruktiv for den politiske debat.

- Jeg har både set på, hvad de politiske kommentatorer taler om, og hvordan de taler om det. Når man kigger på det første kan jeg bekræfte tidligere forskning, der peger på spin og strategi som det primære fokus, ligesom motivspekulation også fylder en hel del.

- Når man kigger på, hvordan kommentatorerne taler – altså deres sproglige adfærd - er kommentatorernes postulerende stil især iøjefaldende. Kommentatorerne kommer ofte med ubegrundede påstande om, hvordan landet ligger og vurderinger af politikerne og deres handlinger. Kommentatorerne baserer deres udtalelser på, at vi skal blive overbevist om det, de siger, alene fordi de er eksperter, og ikke fordi de leverer nogle relevante og vægtige argumenter. Det problematiske ved det er, at vi risikerer, at folk overtager deres synspunkter uden egentlig at have grunde til det. I de seneste uger har kommentatorerne fx været ude at sige, at Socialdemokraterne har momentum, men hvad bygger de egentlig det på, spørger Mette Bengtsson.

Alle siger, ingen siger, mange siger

Ud over at postulere kan man i kommentatorernes tekster også se forskellige teknikker, der er med til at sløre, hvem der taler i teksterne. Kommentatorerne bruger fx vendinger som ’mange/alle/ingen mener eller siger’, passivformer af verber og vendinger som ’i den socialdemokratiske top’, ’i venstres ledelse’ eller ’i blå blok’.

- Et eksempel, som jeg stødte på i teksterne, var et udsagn om, at ’alle oplever Johanne Schmidt Nielsen som den nye og spændende’. Her ved vi ikke, hvem der synes sådan, og hvad grundene er. Hvis kommentatoren i stedet træder tydeligt frem som afsender og fremlægger det som sin egen påstand og kommer med grunde, så har vi noget at forholde os til, og som vi kan overveje, om vi er enige i. Fx kunne kommentatoren i stedet sige ’jeg synes, at Johanne Schmidt Nielsen er en ny og spændende politiker, fordi sådan og sådan’. Noget, der overraskede mig i teksterne var, at udtrykket ’jeg mener’ kun forekom otte gange og udtrykket ’jeg synes’ kun fire gange i de 90 tekster, jeg har undersøgt. Det er bemærkelsesværdigt i en meningsgenre.

’Det siger Thomas Larsen’ er ikke et argument

Ud over tekstanalyserne har Mette Bengtsson også præsenteret en gruppe respondenter for en række politiske kommentarer. Respondenterne har læst de politiske kommentarer op og ’tænkt højt’ om deres umiddelbare oplevelse undervejs.

- I store træk italesatte respondenterne mange af de samme ting, som jeg har peget på i min analyse af genren, og fx var det interessant, at der var en respondent, der sagde: ’det er vigtigt for mig, at kommentatorerne kommer med argumenter. For når jeg diskuterer politik med mine venner, kan jeg jo ikke bare sige, at Nikolaj Wammen er et godt bud på en ny forsvarsminister og så bruge som argument, at det siger Thomas Larsen’. Respondenten taler ud fra, hvordan hun selv kan bruge kommentatorens argumenter i sin egen videre diskussion med venner og familie. Endnu en grund til at argumenterne er vigtige, siger Mette Bengtsson.

Respondenterne fremhævede i øvrigt, at når de læser politiske kommentarer, så er det blandt andet for at få et overblik over, hvad der foregår – et overblik, der ellers kan være svært at få på kort tid. Til gengæld taler respondenterne stort set ikke om, at de er underholdt. En funktion af genren, der ellers ofte bliver fremhævet.

Genre med stort potentiale

Retorikeren mener, at genren har et stort potentiale, og at borgerne kan få meget ud af at lytte til politiske kommentatorer – både dem man er enige og dem man er uenige med.

- Kommentatorerne er en stor kapacitet med en enorm viden om politik, og det kan godt ærgre mig, at de ofte fortaber sig i snak om spin, strategi og postulater. Min opfordring til de politiske kommentatorer er, at de ikke taler til os som passive tilskuere til et skæbnedrama, men at de i højere grad begynder at tale til os som borgere, der interesserer os for politik som et samarbejde.

- Det gør de blandt andet ved at stå frem som afsendere og argumentere for det, de siger. En lille smule om spin og strategi kan også være ok, for politik er jo et spil om magten. Men hvis de også i højere grad ville snakke om de indholdsmæssige forslag og partiernes indstilling til dem, vil vi som borgere have bedre forudsætninger for selv at tage stilling. Kommentatorerne kan fx også forklare os om muligheden for samarbejde mellem partier på konkrete politikområder og partiernes ståsted og udvikling gennem tiden.

Kontakt

Ph.d. Mette Bengtsson
Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet
Mobil: 28 35 41 43
E-mail: bengtsson@hum.ku.dk

Kommunikationsmedarbejder Pernille Munch Toldam
Det Humanistiske Fakultet
Mobil: 29 92 41 69
E-mail: pmunch@hum.ku.dk