Folket skabte foråret i Tunesien – Københavns Universitet

Forside > Nyheder > Nyheder fra 2014 > November > Folket skabte foråret ...

24. november 2014

Folket skabte foråret i Tunesien

Valg i Tunesien

I en region, hvor terror, krig og flygtninge præger dagsordenen, står Tunesien frem som det eneste af de arabiske lande, der er kommet helskindet ud af Mellemøstens række af folkelige oprør. I søndags afholdt Tunesien det andet præsidentvalg, siden folket væltede præsident Ben Ali i januar 2011. Mellemøstforsker med fokus på Tunesien Rikke Hostrup Haugbølle har i en ph.d.-afhandling bl.a. undersøgt, hvilke mekanismer det var, der fik det tunesiske folk til at gøre oprør som det første i regionen.

- Min forskning viser, at vi ikke kan forstå Mellemøsten ved kun at kigge på institutioner, stater og eliter. Vi er nødt til også at fokusere på mennesker og befolkninger – og de små forandringer, der hele tiden sker i og rykker ved befolkninger. Både forskere og medier har været meget systemfikserede og haft fokus på regimerne og staten, når man har forsøgt at forstå, hvordan styret i Tunesien kunne blive ved magten i så mange år, selvom det var så korrupt. Men hvis man vil forstå baggrunden for Det Arabiske Forår og begivenhederne i Mellemøsten, er det mindst lige så vigtigt at se på de samfundsmæssige forandringer, der sker i/blandt befolkningen. For det er i høj grad dem, der påvirker de politiske processer, siger Rikke Hostrup Haugbølle, der har skrevet sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet.

I afhandlingen har mellemøstforskeren dokumenteret de forandringer, der er sket i Tunesien over de seneste cirka 30-40 år.

Tunesiske flag på Kasbah-pladsen i Tunis i oktober. Foto: Christine Petré

Tunesiske flag på Kasbah-pladsen i Tunis i oktober 2014. Foto: Christine Petré

- Jeg begyndte mit feltarbejde i Tunesien umiddelbart inden oprøret, og her opdagede jeg ret hurtigt, at der skete noget below the radar i den tunesiske befolkning. Jeg kunne se, at der igennem en årrække var sket en række langsomme forandringer, der havde slækket regimets kontrol med folket, og de forandringer begyndte jeg at undersøge – selvom feltarbejde var svært, fordi Tunesien jo var et autoritært regime. Men kort tid efter kom folkets oprør, og alt det, jeg havde sat mig for at undersøge, skete lige pludselig omkring mig, siger Rikke Hostrup Haugbølle.

Medier trodsede regimet

De forandringer, der skete over tid og i sidste ende ansporede det tunesiske folk til oprør, fandt bl.a. sted på medieområdet.

- Medierne i Tunesien var længe monopoliseret af staten, men som en del af de generelle liberaliseringer, regimet gennemførte på vestens opfordringer, valgte man i 2003 bl.a. at liberalisere og privatisere medierne – dvs. man solgte medierne til præsidentens familie og venner. Mange undersøgelser har fokuseret på det uanstændige i den manøvre, men der er ingen, der har fokus på menneskene på redaktionerne. Jeg besøgte derfor nogle af de nye private radiostationer, der var ejet af præsidenten Ben Alis svigersøn og ven, og det viste sig, at hvis man forlod direktørgangen og gik et niveau ned og talte med redaktørerne og journalisterne, var historien en helt anden. Her talte jeg med forskellige unge journalister, der ville rykke grænser og bryde tabuer med deres radioprogrammer. Og det gjorde de – og kunne de. Så selvom medierne var ejet af eliten omkring Ben Ali, skabte journalisterne stadigvæk, også før oprøret, et frirum for mange tunesere med deres udsendelser, der udfordrede styret, siger mellemøstforskeren.

Politik til forhandling

Rikke Hostrup Haugbølle understreger, at det er vigtigt at forstå, at arabiske regimer ikke regerer i et tomrum, men at lederne hele tiden er nødt til at forholde sig til samfundet omkring dem. Og den tunesiske befolkning er højtuddannet, og mange har læst i Frankrig og følger med i verden uden for Tunesien via satellitkanaler og internettet – så de var ikke nemme at kontrollere.

- Befolkningen har jo ikke bare sat sig ned og ladet som ingenting, mens Ben Ali har kørt dem over. Og det er det, vi har misset. Vi har troet, at der ikke skete noget. Men tuneserne er højtuddannede, fordi landet ikke har noget olie, det kan leve af. Og sådan en befolkning har meninger og er interesserede i en samfundsdebat og kan formulere sig. De er kommet med krav og har haft holdninger, som regimet har måttet forholde sig til og reagere på og ændre politik i forhold til. På den måde har der løbende været ’forhandlinger’ mellem folket og regimet – ikke kun på medieområdet men også inden for uddannelse, islam, sundhed, kultur etc.  Og det er alle de mange forskellige krav, der til sidst har undermineret regimet, siger Rikke Hostrup Haugbølle.

Islamisterne er ikke nye aktører

I afhandlingen undersøger Rikke Hostrup Haugbølle også udbredelsen af islam i Tunesien under Ben Ali.

- Islam forsvandt fra Tunesien, da landet blev selvstændigt i 1956 – eller dvs. sådan er historien blevet fortalt. Men min forskning viser, at islam aldrig har været forsvundet i Tunesien.  Forskere, medier og regimet har troet, at islam har været væk, men der er aldrig nogen, der har spurgt befolkningen. Islam er blevet sidestillet med islamisme, dvs. politisk islam, der har haft svære kår, men på det private plan har folk stadig dyrket islam. Og det er de mennesker, der nu træder frem som islamister, og som både forskere og journalister omtaler som nye i Tunesien. Men de har været der hele tiden. De er nogle af dem, der har været allermest undertrykt under Ben Alis regime, og derfor føler de sig berettigede til at være en del af politikken i Tunesien nu.

Kontakt
Ph.d. Rikke Hostrup Haugbølle, mobil: 20 42 70 24, e-mail: rikke@haugbolle.dk

Kommunikationsmedarbejder Pernille Munch Toldam, mobil: 29 92 41 69, e-mail: pmunch@hum.ku.dk