Tre sorte fyre og en jødisk sangerinde hittede under besættelsen – Københavns Universitet

Forside > Nyheder > Nyheder fra 2014 > Januar > Tre sorte fyre og en j...

24. januar 2014

Tre sorte fyre og en jødisk sangerinde hittede under besættelsen

Kulturhistorie

Navnet ’Harlem Kiddies’ vækker ikke længere genklang hos særlig mange danskere. Men under besættelsen var jazzorkestret Harlem Kiddies, som bestod af tre sorte musikere og en jødisk sangerinde, et af landets allermest populære orkestre. Ny forskning fra Københavns Universitet viser, hvordan orkesteret kunne hitte, mens landet var besat af nazisterne, og at det fortjener en plads i musikhistorien.

- Historien om Harlem Kiddies er vanvittig god. Tænk at man i 1940-41, midt under besættelsen, hvor tyskerne nærmest går strækmarch i gaderne, har et afro-dansk orkester, der består af tre sorte gutter og en jødisk sangerinde. Et orkester som var hovednavnet til udsolgte koncerter i KB-hallen og andre store spillesteder. Setuppet bliver næsten ikke mere surrealistisk, siger adjunkt Anne Dvinge fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, som netop har publiceret artiklen ’Between the Devil and the Deep Blue Sea: Afro-Danish jazz band Harlem Kiddies and discourses of race and resistance in 1940s Denmark’ om Harlem Kiddies i det internationale tidsskrift ’African and Black Diaspora: An International Journal’.

"Hørte de ikke 'Snowball' i KB-Hallen? Så hør den nu" Annonce fra JAZZreports, marts 1943. Kilde: Little Beat Records

I artiklen beskriver hun, hvordan Harlem Kiddies, der bestod af de tre afro-danske musikere søskendeparret Jimmy og Jonny Campbell, Kaj Timmermann og den jødiske sangerinde Raquel Rastenni, storhittede under 2. verdenskrig. Og hun forklarer, hvordan et orkester med den besætning kunne blive så populært.

Symbol på oprør

Dansk jazz blomstrede under besættelsen, og man omtaler paradoksalt perioden fra 1939 til 45 som dansk jazz’ guldalder.

- Dansk jazz var selvforsynende og meget populær i de år, fordi udenlandsk musik pga. krigen ikke kunne komme til Danmark. Derudover blev jazzmusikken, pga. dens amerikanske rødder, symbolet på modstand og protest mod tyskerne og nazismen. En del af Harlem Kiddies’ succes kan tillægges denne store interesse for og fokus på dansk jazz. Men de spillede også godt, og det meste af deres musik er en del mere interessant end meget af det andet guldalderjazz. Musikken har drive, og selvom den ikke altid er særlig opfindsom, så rykker den, og man får lyst til at danse til den, siger Anne Dvinge.

Derudover hænger en del af Harlem Kiddies’ popularitet givetvis også sammen med, at de tre musikere var farvede.

- Det gav publikum en oprørsfornemmelse at lytte til et orkester, som man vidste, at tyskerne nok ville synes var lidt problematisk. Men i forhold til diskussionen om musikernes farve har jeg i min research kunnet se, at publikum svingede mellem to holdninger. Enten syntes man, at orkesteret og musikken var god, fordi den var sort. Eller også var man en lille smule skuffet over, at den ikke var sort nok. Det er tydeligt, at udgangspunktet er, at hvis musikken skal være autentisk, skal den helst være sort, forklarer Anne Dvinge.

Ikke fint nok til parnasset

Efter krigen forsvandt Harlem Kiddies ud i glemslen, og det er der flere grunde til. Jazz blev i stigende grad opfattet som kunstmusik, men Harlem Kiddies var opdraget som entertainere og startede deres karrierer som stepdansere og cykelartister på ethjulede cykler. Og det var ikke salonfähig på jazzparnasset, forklarer Anne Dvinge.

- Harlem Kiddies passer på flere måder ikke ind i fortællingen om jazzen som kunstart, og mit projekt har bl.a. været at genetablere deres plads i den danske jazzhistorie, hvor jeg mener, at de hører til. Men der er også en god historie i, at Harlem Kiddies ikke passer ind i den traditionelle opfattelse af dansk guldalderjazz. Guldalderjazzen er noget af den jazz, man fejrer allermest i Danmark, og den er sågar med i kulturkanonen, men den stammer fra en periode, hvor dansk jazz er allermest lukket om sig selv, forklarer Anne Dvinge. 

Selvom drengene fra Harlem Kiddies var pæredanske, så var de det ikke på den homogene måde, der ellers præger historien om dansk guldalderjazz:

- Harlem Kiddies' popularitet viser, at ideen om guldalderjazz og dens fejring af danskhed som noget meget homogent, ikke holder. Historien om Harlem Kiddies er både vigtig, sjov og interessant set fra et jazzhistorisk perspektiv – men også danmarkshistorisk. Det er en fortælling, der helt er forsvundet fra den danske jazzhistorie om krigen og besættelsen, men som viser, at det ikke var ren Matador det hele. Den korrigerer billedet af danskhed som værende én bestemt ting, understreger Anne Dvinge.

Kontakt

Ekstern lektor Anne Dvinge
Det Humanistiske Fakultet
Københavns Universitet
Mobil: 42 75 06 77

Pernille Munch Toldam
Kommunikationsmedarbejder
Københavns Universitet
Mobil: 29 92 41 69