Af Anne Trap-Lind, atl@hum.ku.dk

"Det er ikke saxofonens åndedræt, klaverets fingeranslag og den syngende krops grænser vi hører i den elektroniske musik. Det er lyde, der som regel ikke røber deres ophav (…) Og alligevel er den elektroniske musik basalt kropslig."

Sådan skriver Torben Sangild på sin hjemmeside om kernen i sit aktuelle forskningsprojekt Electronica – lyd som gestus. Torben Sangild forklarer, hvad ’det kropslige’ handler om:

- Hidtil har mange forskere talt om det kropslige i musik som det, at musikerne bruger deres kroppe, når de spiller: Kraftige bevægelser giver kraftige udtryk. I den elektroniske musik kan man til gengæld med meget lidt kropsanstrengelse lave gigantiske lyde. Og man kan skabe mange af de samme musikalske fraser som i spillemusik – plus en del flere, som du ikke kan i traditionel musik, fx at køre lydene baglæns, forklarer Torben Sangild indledningsvis.

Musik er kropslig sansning

- Når jeg hører et stykke elektronisk musik, er betydningsdannelsen i høj grad kropslig. Jeg erfarer musikken som noget, der bevæger sig i et bestemt rum – og det opfatter jeg med mit sanseapperat. Hører vi fx en lyd – zooomm – der kommer hurtigt imod os, bliver vi forskrækkede. Det er denne betydningsdannelse, når musikken bliver erfaret hos lytteren, der interesserer mig. Ikke hvad komponisten måtte mene med den.

Det lyder nærmest som en nykritisk tilgang?

- Ja, godt du siger det, for jeg vil gerne straks understrege, at det ikke handler om kontekstløshed! En samfundsmæssig, kulturel, historisk, ideologisk sammenhæng er jo med til at påvirke, hvordan noget betyder noget. Hvis du fx sampler Osama Bin Ladens stemme, ville det være helt absurd at lave en formel analyse af det – den stemme skal selvfølgelig ses helt konkret politisk i sin sammenhæng.

Den samplede nomade

Et af Torben Sangilds vigtige redskaber i forskningen er iPod’en. Den står ved siden af computeren på kontoret, og i løbet af interviewet bliver jeg præsenteret for et eksempel på den elektroniske musik, han forsker i. Det er en samplet version af sangen "Can’t Take My Eyes of You", som er klippet op og sat sammen på ny, så man kun hører linjen "you’d be like heaven to touch" som fragmenteret, elektronisk lyd. Efter et par minutters lytten udbryder Torben Sangild:

- Kan du høre skønheden i det! Det her stykke musik har jeg spillet rigtig mange gange – alligevel berører det mig dybt hver gang.

- Det kropslige i musikken handler også om at blive bevæget på en måde, så du får en klump i halsen. Altså ikke blot om svedigt dansende kroppe, men om at mærke, hvordan man bliver bevæget og ville bevæge sig til et stykke musik. Hver enkelt oplever sin egen udgave af bevægelse til musikken – det er det, jeg kalder musikkens gestus.

Forskeren definerer electronica som en genre, der kom frem i begyndelsen af 1990’erne, og hvor indflydelsen fra Brian Eno til Aphex Twins har haft en enorm betydning:

- Genren adskiller sig fra fx house og dance, idet den beskæftiger sig med de mere subtile klanglige ting. Den er eksperimenterende, men kan samtidig være poppet. Den befinder sig hinsides begreber om fin- og massekultur, for den er ikke forankret i en institution – den er en nomade, der bevæger sig mellem de forskellige udgivelses- og spillesteder: en festival, en kunstcafe, en klassisk koncertsal eller en nedlagt bunker. Den elektroniske musik kan bo overalt.

Det specifikke i det store

Også rent metodisk handler forskning for Torben Sangild om at bevæge sig i flere verdener. Med egne ord bevæger han sig ind i musikken ved hjælp af en bricolage af forskellige indsigter:

- Lige nu skriver jeg om den elektroniske stemme og reflekterer kritisk over den subjektivitet, man ellers tillægger stemmen.

- En af de store udfordringer i min forskning er at finde koblingen mellem det specifikt sanselige og den store sammenhæng. De to ting er vævet tæt sammen, og derfor er det frustrerende for mig at se den strid, der er mellem de neuroæstetiske humanister, der hævder, at alt foregår oppe i hjernen, og den gruppe af sociologiske humanister, der mener, at alt er socialt kodet. Sådanne reduktionistiske standpunkter er ufrugtbare.

- Rent metodisk er jeg en pragmatisk hermeneutiker. Det handler om at finde ud af, hvad tingene betyder for mig, og på den måde er min forskning eklektisk. Ja, nu kom alle de her fremmedord på banen, men det er jo trods alt til Humanist!

Revolution og uinteresser

At Torben Sangild er en mand, der går op i at se tingene fra flere vinkler – også de humoristiske – afspejler sig på hans hjemmeside. Ud over hans cv finder man også et par spøjse indslag, bl.a. en liste over "Ting som ikke interesserer mig". Her figurerer soul og funk som en af "uinteresserne".

- Jeg siger ikke, det er dårlige genrer, men jeg har aldrig været soul/funk-mand. En undtagelse er noget James Brown, som jeg godt kan høre rykker. Men der er så meget glat og ligegyldigt inden for de genrer – Stevie Wonder: nej tak. Og det ligger meget dybt – jeg tror, man skal til psykolog for at finde ud af, hvorfor jeg ikke bryder mig om det, ler Torben Sangild.

En genre, han til gengæld har dyrket siden teenageårene, er støjrock, og især bandet Sonic Youth. På universitetet blev den interesse omsat til skrift, da han afsluttede sin cand.mag. i Filosofi og Moderne Kultur med specialet Støjens æstetik, der udkom som bog.

- Da jeg opdagede støjrocken tilbage i 80’erne, var det en musikalsk revolution for mig. I de sidste 10-15 år har electronica så været den mest interessante musik. Det er her, det nye sker. Det helt afgørende i electronica er, at lyden bliver behandlet som et objekt, og jeg håber, at min forskning kan påvirke og objektivere vores forhold til musik.

A for Atlas – og E for electronica

Det lå ikke i kortene, at Torben Sangild skulle have en akademisk karriere. Han kommer fra en familie af bønder, og selvom hans forældre blev skolelærere, syntes de, at det akademiske var lidt underligt. Alligevel begyndte det hele måske, da han var bare tre år:

- Min far har fortalt, at jeg en dag pegede på køleskabet og sagde "hva’ det?". Min far sagde, at det var et køleskab, men jeg gentog spørgsmålet, indtil det gik op for ham, at jeg pegede på det store bogstav i logoet. "Det er et A", svarede han – "der står Atlas". Derfra begyndte jeg at lære alfabetet. Siden læste jeg i de bøger, vi havde; Lademanns Leksikon læste jeg bl.a. flittigt i. Jeg har nok været et ret nørdet barn, smiler Torben Sangild.

- Det er stadig den nysgerrighed, der driver mig som forsker. Jeg har altid haft behov for at forstå de ting, der berører mig – og så formidle det, jeg finder ud af. I electronica forener jeg en personlig, en æstetisk og en akademisk interesse i et, siger Torben Sangild om sit aktuelle forskningfelt. Om det og mange andre tanker om moderne kultur kan du læse mere om på Sangilds hjemmeside og weblogs.