Forside > Viden online > Interviews > Humaniora lægger hjern...

02. juli 2008

Humaniora lægger hjernen i blød

Af Pernille Munch, pmunch@hum.ku.dk  

Hvad er det for nogle forhold mellem følelser og kognition, I beskæftiger jer med i bogen?

-Tidligere, indtil for ganske få år siden, var det en udbredt holdning, at det var uvidenskabeligt at beskæftige sig med følelser. Og siden antikken har der med få undtagelser været et skel mellem fornuft og følelse i vestlig tankegang.

-Det skel er op gennem 1990'erne definitivt blevet nedbrudt af neurovidenskaben og bliver nu betragtet som en kunstig distinktion. For i dag ved vi, at de kognitive og emotionelle centre i hjernen er fuldstændigt sammenvævede, og at følelserne faktisk yder et både positivt og nødvendigt bidrag til hjernens beslutningsprocesser.

Hvordan har man fundet ud af det?

-Det har man bl.a. fundet ud af ved hjælp af forskellige kliniske cases, dvs. mennesker der, hvis man skal sige det lidt populært, har fået cuttet forbindelseslinjen mellem de rationelle kognitive centre og deres emotionelle centre i hjernen. Det har vist sig, at hvis man ikke længere kan modtage følelsesmæssige input, kan man ikke finde ud af at træffe fornuftige beslutninger.

-Man kan være nok så intelligent og rigtig god til at klare abstrakte test i laboratoriet, men man kan ikke passe sit arbejde og fungere socialt. Man kan sige, at personligheden er afhængig af nogle strukturer i hjernen, og hvis man piller ved dem, så ændrer man personligheden. Det er ret veldokumenteret efterhånden.

Import fra USA

Er tværfaglig forskning på hjerneområdet noget nyt?

-Både og. I USA har forskningen eksisteret i mange år, men i Danmark er det relativt nyt. I USA er emnet kæmpestort, primært fordi neurovidenskaben lige pludselig kan byde ind på nogle områder, der traditionelt har været filosofiens og psykologiens. Og så har forskningen også fået en mere videnskabelig bund, fordi de nye teknologier har gjort os i stand til at studere hjernen, mens den arbejder.

Kunne man forestille sig et tværfagligt neurocenter i København?

Der er rigtig mange i USA, og der er også et neurocenter i København. Men der er humaniora ikke inde over - det er jo ikke altid, naturvidenskaben er så interesseret i humaniora. Nogle gange virker det lidt som om, at neurovidenskaben virker lidt mere attraktiv på humaniora end omvendt. De har flere penge i den verden, og de kan trække rigtig store midler. Der er vi mindre privilegerede.

Ingen grund til jubeloptimisme

Hvad er din egen holdning til, at man kan undersøge hjernen så grundigt, og at vores følelser reduceres til noget biologisk?

-I løbet af den tid, jeg har arbejdet med emnet, har jeg selv udviklet mit syn på det. Jeg synes helt klart, at det er spændende med de teknikker, der giver mulighed for at undersøge hjernen, mens den arbejder. Det er meget interessant og bestemt noget, der bør lægge op til tværvidenskabelighed.

-Men samtidig er der lidt en tendens til jubeloptimisme i den amerikanske del af neurovidenskaben. Nu mener man fx, at man kan forklare, hvad en æstetisk oplevelse er. Men bare fordi man kan se en biologisk aktivitet i hjernen, mens man betragter et kunstværk, har man jo ikke forklaret, hvad denne bestemte oplevelse går ud på. Man kan selvfølgelig godt kortlægge hjernen langt hen ad vejen, men derfor har man ikke kortlagt bevidstheden. Det er to forskellige ting.

Ikke kun 'hard science'

Hvad kan humaniora bidrage med?

-Neurovidenskaben giver indtryk af, at nu er den sorte boks virkelig blevet åbnet. Men hvis man skal være lidt kritisk, kan man indvende, at det at ligge inde i en larmende hjernescanner er meget langt fra den virkelighed, man befinder sig i derhjemme eller på et museum. Det er klart, at de omstændigheder påvirker ens hjerneaktivitet.

-Jeg kan også sige det på en anden måde: Jeg synes ikke, at man skal overlade banen udelukkende til neurovidenskabsfolk. Det er en stor fejl at tro, at al hjerneforskning er 'hard science'. Der ligger stadig et stort fortolkningsarbejde i at forstå, hvad skanningsresultaterne egentlig betyder. Og det er en af de ting, vi er gode til på humaniora.

-Måske er humanioras vigtigste opgave at være dem, der kan gå ind og stille de kvalificerede forsøgsspørgsmål, for vi har en viden om menneskelig aktivitet, kunst og kultur, som hjerneforskerne ikke besidder.

Kys er mere end kemiske processer

Det man ikke kan måle i hjernen, hvad er det?

-Der er ligesom to forskellige niveauer. Vi kan fx godt kan have en meget klar erindring om vores første kys. Og den erindring er der knyttet nogle følelser til. Men der er et spring i forhold til, hvordan vi kommer fra nogle kemiske processer i hjernen til denne helt specifikke følelse eller erindring.

-De kemiske processer er nok forudsætningen for erindringen, men de er jo ikke identiske med selve indholdet af den Man kan ikke på denne måde reducere alt det, der gør mennesker og menneskelivet spændende, til noget fysisk i hjernen.

Hvorfor er det vigtigt at kortlægge hjernen?

-Det er vigtigt i forhold til alle de her neurologiske sygdomme og kliniske cases, der jo altid er menneskelige tragedier.

-Og så er der selvfølgelig også en erkendelsesinteresse i det, som handler om vores generelle stræben efter at vide mere og mere om det at være menneske. Hvad er sammenhængen mellem den måde, vi oplever verden på, og de ting, vi kan, og den måde hjernen fungerer på?

Åbning for nye erkendelser

Men hvad får humaniora overhovedet ud af at gå ind i hjerneforskning?

-Der kan sagtens være nye erkendelsesmuligheder, man ikke må afskære sig fra. Ser man på historien, så har nye tekniske muligheder ofte åbnet op for nye erkendelser. Bare se på informations- og computerteknologien. Eller på et mindre teknisk niveau havde sådan noget som samtaleanalysen jo ikke været mulig uden en båndoptager.

-Og det er da klart, at de nye tekniske muligheder, vi har for at undersøge hjernen, gør, at der er meget at hente for en del fag på humaniora. Hjernen er jo trods alt det organ, hvor alle de ting, vi beskæftiger os med på KUA, opstår.

'Følelser og kognition' af Thomas Wiben Jensen og Martin Skov (red.) er udkommet på Museum Tusculanums Forlag den 2. oktober