Forside > Viden online > Interviews > En sund respektløs ind...

08. december 2010

En sund respektløs indstilling

Af Anne Trap-Lind

- Man kan følge litterære fejder og satire så langt tilbage som litteraturen selv. Det er simpelthen den måde litteraturen udvikler sig på - ved at det nye går i flæsket på det gamle og omvendt, med drilske kommentarer og små ondskabsfuldheder, indleder Martin Zerlang og fortsætter:
- I de islandske sagaer finder man Gunløg Ormstunge, der fik sit navn, fordi han var forfærdelig bidsk og havde en evne til at tilintetgøre folk med sine verbale billeder. I det 18. århundrede sagde Ludvig Holberg: "jeg hvæssede min pen mod satiren og blev selv satiriker."

I det 19. århundrede blev satiren udbredt blandt andet med vittighedsbladet Punch. Og vender man blikket mod vores egen tid, kan man ikke undgå at komme ind på Muhammed-tegningerne.

Mere om Muhammed som tegneseriefigur senere. Nu først satirens væsen:
Du giver nogle eksempler på verbalt skyts i introteksten til dit foredrag: Søren Kierkegaard kaldte Grundtvig "en jodlende friskfyr", Klaus Rifbjerg kaldte Henrik Stangerup "Vandhovedet fra Møn" - selvfølgelig harmløse øgenavne i nutidig, sproglig sammenhæng, men i grunden usaglige tilsvininger ...?

-Ja - en karikatur er per definition personlig. Det er at overdrive nogle træk. Det kan være det ene bukseben hos Søren Kierkegaard, man latterliggør. Eller en særlig litterær stil. I det 19. århundrede var der mange karakteristiske skikkelser at gå efter. I det 20. århundrede har en karikaturtegner som Jensenius til gengæld ærgret sig over, at forfatterne og folk i almindelighed blev nivelleret, og Suzanne Brøgger har skrevet om nutidens "godtkøbsfysiogniomier" - vi kom alle til at ligne kontormennesker!

Rap i rampelyset

Mens de sprælske flanørtyper og diskussionslystne salonløver trak fronterne op og hvæssede deres våben til litterære fejder i det 19. århundrede, så mener Martin Zerlang, at en mindre litterær og mindre krigerisk satire vinder indpas op gennem det 20. århundredes mere ensartede eller strømlinede miljøer:

-Bo Bojesen er vores sidste rigtige, litterære karikaturtegner. Det bliver sværere at sætte ansigt og stil på vores forfattere, så nutidens referencer er politikere og kendisser. Og fejden er blevet mere godmodig. Jeg tror, det er Carsten Jensen, der har sagt, at det er typisk for en dansker, at så snart han tager en kniv i hånden - tager han en gaffel i den anden! griner Martin Zerlang.

Hvor er fejden og den skarpe satire i dag?
- Et af de steder, den er flyttet ind, er i rapmusikken. Og i standuppen. Det er hele den kultur, der opstod op gennem 80erne, hvor det gælder om at have attitude. Det at stille sig op at rappe eller være komiker, det er jo at karikere i sig selv. Tag fx rapgruppen Den gale pose, der i rap'en Flere Ho's fra 1996 får Nikolaj Peyk - forsangeren fra det tidligere Østkysthustlers - til at rime på Keld Heick! Her har vi jo fejden!

- Rap er også selvkarikering: Man stiliserer sig selv som gangster eller fighter. I rappen finder du den her battling-tradition, hvor man bogstavelig talt stiller sig op i en boksering og slår verbalt på hinanden.
-Stand-up-komikken begyndte med en mand, der hed Gustav Esmann, der stillede sig op for godt 100 år siden og legede levende avis. Munter og småkynisk - det handlede om et godt grin. Standup er også udtryk for individualiseringen: Komikeren sætter sit eget renommé på spil og går samtidig meget personligt efter publikum.

Tegneseriefiguren med turban mm.

En af de nye ting, der er sket med satiren er, at hvor det i det 19. århundrede stort set aldrig blev opfattet som en anerkendelse at blive karikeret, så er der mange i dag, der opfatter det som en anerkendelse, at de er værd at karikere, mener Martin Zerlang:
- Jeg tror da, fx Anders Fogh Rasmussen blev glad for Roald Als' tegning af ham som hulemand. Det er næsten et brand.

Men er Muhammed-tegningerne, som du nævner, ikke en mere alvorlig karikatur?
-Argumentet var, at der var tvivl om, at man overhovedet kunne få en dansk tegner til at signere en tegning af Muhammed. Det peger på et problem, der har været siden satirens start. Nemlig at fremkomsten af karikaturer er udtryk for skiftet fra en religiøs horisont til en verdslig, hvor man tager bestik af hinanden som mennesker. Og det er jo tydeligvis ikke noget, der er vellidt i religiøse kredse. Så både satire og ironi har der været nedlagt forbud mod i visse perioder.

- I forlængelse af sagen med Muhammed-tegningerne så jeg, at samme advokat, der har afkrævet Politiken en undskyldning, ikke bare ønsker religioner fredet, men også kulturelle ikoner. Man må altså ikke gøre grin med Nelson Mandela eller med Einstein. Men når der på den måde bliver noget, der er helligt, så lægger der sig en tavshed over det hele. Det, vi har brug for, er en god, sund, respektløs indstilling over for, hvad Gud og hver mand måtte gå rundt og mene!
Hvor ville vi være uden den respektløshed?
-I et totalitært, censurbefængt samfund!

Og hva' så?

Hvordan mener du, satiren bør forholde sig i forholdet mellem retten til ytringsfrihed over for respekten for folk, der føler sig stærkt krænket?
-Jo, men altså.. siger jeg bare. Fx vil der nok både være Scientologyfolk og teosoffer, der føler sig krænket i debatten, hvis jeg fx gør grin med dem. Eller ejendomsmæglere, der er sure over dårlige jokes i pressen - eller automekanikere ... og hvad så?!

- Jeg synes, det er tankevækkende, at dagbladet Politikken for nylig går ud og undskylder deres genoptryk af Muhammedtegningerne til en række saudiarabiske sheiker, når Politikens udgangspunkt var at levere den ene tilintetgørende latterliggørelse efter den anden. Avisens grundlægger Viggo Hørup havde nemlig den erklærede kulturpolitik at få latteren på sin side, og han gjorde tykt nar ad borgermusikken og de bonede gulve. Senere hen blev Ekstra Bladet det sted med allerflest karikaturtegninger. Forfatteren Tom Kristensen fortæller, at man simpelthen købte EB som et kunstblad dengang!

At kalde sin bog Radiator

Hvilke skribenter har de skarpeste penne i dag?
- Anmelderen Leonora Christine Skov siger, at "hvis man stikker røven frem, må man finde sig i at få taget sin temperatur!" Og hun foretager netop selv den form for temperaturtagning i sine anmeldelser. Hun lægger ikke fingrene imellem.

-Så er der Carsten Jensen, der altid har skrevet som et verbalt krydsermissil. Og vi har forfatteren Jan Sonnergård, der i sine værker tydeligvis er båret af en fejdelyst! Når han kalder sin første bog Radiator, så er det jo, fordi han gør grin med den der forfatterskoleæstetik, hvor de bruger et helt kapitel på at bekrive, hvordan en fjer falder ned... Jeg tror, det var digteren Nils Frank, der selv var rektor for forfatterskolen i en årrække, der sagde, at 'radiator' er sådan et ord, der ikke kan optræde i poesi - hvorefter Jan Sonnergård så simpelthen kalder sin bog Radiator. Det er jo fejdelyst!

-Endelig må vi ikke glemme Lars Bukdahl. Han har skrevet om karikatur i en artikelserie i Weekendavisen under overskriften karikaturens ABZ Han drømte selv om at være karikaturtegner og er selv meget skarp. Men netop fordi Lars Bukdahl placerer sig i den position, gør han sig også sårbar - sådan er det: Kunstnere besidder denne dobbelthed af brutalitet og sårbarhed. Jeg tror, Lars Bukdahl fik igen af Bjørn Bredal, der skrev, at Lars Bukdahl "forsøger at indføre Fjanteloven i dansk litteratur"...!
Hvad ville verden være uden karikaturer?
-Jamen, den ville jo være dødkedelig!