Forside > Viden online > Interviews > Kærligheden er en fremmed

06. december 2010

Kærligheden er en fremmed

Af Anne Trap-Lind

En ligeså mystificerende som kort tekst i fakultetets kalender annoncerer det foredrag, som jeg er kommet for at tale med foredragsholderen om: Trang til Kærlighed hedder foredraget, og det handler ifølge teksten om "Springet ind i kærligheden (...) der transformerer alle relationer, erotiske eller ej, og overvinder den onde cirkel, hvor pligt og lyst avler hinanden." De store spørgsmål står på spring - hvad er trang til kærlighed?

- Begrebet trang har jeg tyvstjålet fra Søren Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger . Det spændende hos Kierkegaard er, at kærligheden er det, der indtræffer, når du træder ud af modsætningsforholdet mellem pligt og lyst. Så kommer du over i kærlighedens register, og her får kærligheden denne karakter af trang - ikke forstået som basale behov som sult og tørst, men som en næsten træg "det-kan-ikke-være-anderledes"-mekanik, forklarer Lilian Munk Rösing, lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

- Kierkegaard taler om næstekærlighed, men det er vigtigt for mig at påpege, at den ikke står i modsætning til den erotiske kærlighed. Den kærlighed, Kierkegaard taler om, forvandler alle relationer til "den anden", erotiske eller ej.

Lystens diktat

Hvad er den 'onde cirkel af pligt og lyst'?
- Du skal forestille dig, at vi lever det meste af vores liv i en tilstand udspændt mellem pligt og lyst - mellem lov og overskridelse af loven. Den forestilling går helt tilbage til Paulus, der skriver, at "Jeg kendte ikke synden uden ved loven ".  Jeg tror, det er en mekanik, der er så fundamental i os, at et forbud ikke bare fortæller os, hvad vi ikke må - det fortæller os faktisk også, hvad vi skal have lyst til!

Altså fx når De ti bud siger, at du ikke må stjæle, myrde og hore, så fortæller de os samtidig, at det faktisk er det, du har rigtig meget lyst til at gøre. Det er jo et klassisk tema, både i livet og litteraturen, at vi forelsker os i dem, det er forbudt at forelske os i - à la Romeo og Julie.

- At se 'forbuddet' som et decideret lystdiktat er noget af det, jeg arbejder meget med - og det jeg kalder den onde cirkel mellem lyst og pligt, er det Kierkegaard kalder 'lovens logik', og som dækker over noget rigtig vigtigt: Når man overskrider loven, altså ikke gør som far siger, så tror man, at man har frigjort sig. Men det har man ikke! Du er stadig i autoritetslogikken, dvs. dybt afhængig af den, du gør oprør imod. Pointen er så, at den egentlige overskridelse, den, der kan kaldes kærlighedens logik, den består i at komme ud af den dialektik mellem loven og oprør mod loven - altså hoppe ud af det daglige hamsterhjul, hvor lyst og pligt avler hinanden. Det etiske og overskridelsen, det finder vi ovre i kærlighedens register.

De to idioter

Du taler om at 'hoppe ud af 'og 'springe ind i' - skal man tage tilløb til kærligheden?

- Ja, jeg synes selv, jeg har oplevet det spring, i eksistensen og i kunsten. Man løber rundt og rundt i det her hamsterhjul, og så sker der pludselig nogle udsving ind i det andet register.

- Et eksempel fra kunsten, jeg ofte fremhæver, er Lars von Triers film Idioterne . Det er lige efter gruppeknald-scenen, hvor to af personerne, skuespillerne Nikolai Lie Kaas og Louise Mieritz pludselig trækker sig ud af kollektivet. De er nøgne og sidder på et værelse og spasser helt vildt! Men lige pludselig bliver det der spas mere end blot noget provokerende pjat imod borgermusikken - det bliver et autentisk udtryk for kærlighed. De står og spasser over for hinanden, og så kommer også kærlighedserklæringen "jeg elsker dig" - som også er noget spas at sige, griner Lilian Munk Rösing:

- Men lige her sker netop det moment, hvor to mennesker møder hinanden, og kærligheden opstår.

Men skal det spring eller tilløb ind i kærligheden forstås som en viljeshandling?

- Nej, i en vis forstand tror jeg, at det, der kan bringe os over i kærlighedens register snarere har karakter af en begivenhed, af noget der sker! Det handler ikke om vilje, men om at være åben.

Mødet med det fremmede

- Det møde, der sker i kærlighedens register handler så om at erfare den anden person på en anden måde, end man ville gøre det ovre i hamsterhjulet.

- Det er en kærlighed, der overskrider den der narcissistiske logik, hvor man blot spejler sig i hinanden og idealiserer hinanden. Kierkegaard taler her om den romantiske kærlighed, hele troubadourtraditionen, hvor det går ud på at besynge den elskede. Men når troubadouren står og synger om, at "ih, hvor er min elskede smuk", så handler det ligeså meget om, at "ih, hvor er mine metaforer smukke"!

- Men på det niveau har man ikke erfaret den anden som noget andet, noget fremmed. Og det er en af mine vigtige pointer: At kærligheden er en relation, hvor du netop ikke ser dit spejlbillede, men erfarer det underlige og det fremmede - og det gælder både når genstanden for kærligheden er din erotiske partner, og når det er tiggeren på gaden.

- Det, vi i dag kan lære af Kierkegaard om kærlighed, er, at den retter sig mod den anden som noget fremmed, noget der ligefrem kan være en provokation! Og kærlighed handler ikke om at fortrænge det fremmede, det provokerende, hverken når man står over for den burkaklædte kvinde eller sin mand.

- Og så kan vi lære, at autoritet og oprør er to sider af samme mønt. At man ikke overskrider nogen grænser bare ved at trodse autoriteten, og at etik ikke handler om at skærpe autoriteten. Både det overskridende og det etiske finder man i kærlighedens register.

Litteraturens kyniske mænd

Hvordan står det til med kærligheden i nyere dansk litteratur?
- Sjovt nok har jeg lige skrevet en artikel om kynisme og kærlighed i aktuel dansk litteratur. Jeg ser to tendenser: Dels en interesse for næstekærlighed, som du finder hos fx Helle Helle og Kirsten Hammann, dels et univers, som er helt kærlighedsløst, som jeg så kalder kynismen. Og ja, der er måske en tendens til at modstillingen har et kønsmærke. For det kyniske univers finder man hos nogle af de ca. 35-årige mandlige forfattere: Lars Frost og Kristian Bang Foss fx, som jeg holder utroligt meget af, og som skildrer et univers, hvor kærligheden ikke findes.

Er kærligheden der så i det usagte - eller hvad er det for nogle mænd, der skriver her?
- Jeg tror, at den kynisme er noget, der er i tiden. Inden for socialhistorie taler man også om 'kynisk realisme' som et tegn for vores tid, hvor vi ligesom har opgivet de store værdier, hvor vi er blevet pragmatikere, hvor politik er blevet til administration. Tænk fx også på tv-serien Klovn! Kynismen har store komiske potentialer.

Så har kærligheden trange kår i vores litteratur - og vores tid?
- Jeg mener da, kynismen er en truende ting i vores tid, og det kan godt være den tidsånd, litteraturen afspejler. Men til gengæld er der også en utrolig skønhed i sproget hos de her kyniske forfattere - et sprog, som, på en eller anden mærkelig måde, giver et håb. Sproget hos de her nye, yngre forfattere bliver ligesom det sted, hvor håbet søger tilflugt.

- Men så er der som sagt også den anden tendens: Hos Helle Helle optræder der en omsorg for hinanden. Og Kirstens Hammanns En Dråbe i Havet handler om en forfatter, der enormt gerne vil gøre en masse godt i den tredje verden, men efterhånden som vi læser, går det op for os, at det nok mere er hende, det er synd for - hun bliver vores, dvs. læserens, næste.

- Og det er netop et godt eksempel på, at litteraturen faktisk kan være det sted, hvor vi kan gøre os nogle erfaringer med springet ind i kærlighedens register. Dér, hvor vi kan møde vores næste i skikkelse af en fiktiv person, og hvor målet netop ikke skal være, at "gud, hvor er det ligesom mig" - men tværtimod det at møde det anderledes.

Vrede og kærlighed ingen modsætning

Hvor fører din forskning i kærlighedens tema hen?
- Faktisk bevæger jeg mig nu fra kærligheden til vreden! Mit aktuelle projekt kalder jeg litteraturens vrede stemmer. Igen er jeg inspireret af Kierkegaard, for det handler om vrede, ikke som modsætning til kærlighed, men som en etisk vrede, der faktisk har noget med kærlighed at gøre. Kierkegaard skriver jo voldsomme ting om, at man skal kunne hade den elskede ud af kærlighed! I den kierkegaardske kærlighed kan der derfor være et voldsomt moment af aggression. Man kan sige, at kærlighed uden vrede bliver en sentimental kærlighed - og omvendt bliver en vrede uden kærlighed til hån, trods og magtkamp.

- Jeg tror, der er noget i den legering af kærlighed og vrede, der kan redde både kærligheden og vreden, om jeg så må sige. 

Hvordan lærer man at bevare balancen mellem de to - skal man læse Kierkegaard...?
- Jae! Smiler Lilian Munk Rösing, men man skal også netop læse nogle af de her rigtig vrede forfattere, som jeg selv holder uendelig meget af, som August Strindberg, Imre Kertész, Elfriede Jelinek - og man skal læse Lars Skinnebach! Altså de der vrede henvendte stemmer, hvor man kan erfare, hvad det vil sige at blive tiltalt på én gang vredt og kærligt!