Forside > Viden online > Interviews > Anne Jerslev

Forskning uden fordomme eller grænser

Film- og medieforsker Anne Jerslev, der netop er blevet udnævnt til professor, har gennem hele sin forskerkarriere været fascineret af grænseoverskridelser – fx af den slags, som tv-serien Twin Peaks leverede ved konstant at udfordre grænserne mellem populær- og finkultur.

Af Carsten Munk Hansen

At Humanists to udsendte har måttet tage fra Amager for at interviewe Anne Jerslev i hendes hjem, der ligger lige på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, er et rent tilfælde, som skyldes de studerendes SU-blokade af KUA; ikke desto mindre virker det som en meget velvalgt location for interviewet med den nyudnævnte professor, for grænsedragning er et emne, der mere end noget andet har præget Anne Jerslevs forskning.

- Hvis der er en fællesnævner, en rød tråd, i alt det, jeg har beskæftiget mig med som forsker, er det en optagethed af de områder, hvor grænser brydes. Og her er Twin Peaks-instruktøren David Lynch et godt eksempel: Han er en filmkunstner, der har rod i Hollywood og mainstreamfilmen, men som samtidig er i stand til at gøre den til noget helt andet og give den noget farlighed ved at inddrage elementer fra avantgardefilmen, fortæller Anne Jerslev.

Og netop David Lynch har haft stor betydning for Anne Jerslevs forskerkarriere. I 1991, da hun havde fået ansættelse som adjunkt på Det Humanistiske Fakultet, opfordrede det lille forlag Frydenlund hende til at skrive en bog om den amerikanske instruktør, og det var en opfordring, hun ikke kunne takke nej til.

- En af mine kolleger havde fortalt mig, at det nok var en god ide at blive ph.d., hvis jeg ville gå forskervejen, og så indleverede jeg simpelt hen min Lynch-bog som ph.d.-afhandling. Og Lynch har været en trofast følgesvend lige siden; jeg synes stadig, han er utrolig spændende og er blevet ved med at skrive om ham.

Voldelige fællesskaber

Selv om Anne Jerslev fremhæver David Lynchs evne til at tage avantgardens virkemidler med på sine rejser ind i populærkulturens univers, betyder det ikke, at hun på nogen måde ser ned på populærkulturen.

- Man kan vel godt sige, at jeg også har haft et forskningsmæssigt projekt, som har gået ud på at gøre opmærksom på, at der også i mainstreamkulturen kan findes udfordringer – i stedet for bare at ryste på hovedet af de unges forbrug af den og være ked af, at de ikke læser bøger, siger Anne Jerslev.

I grænsefladerne mellem populærkulturen og dens publikum kan der nemlig ifølge film- og medieforskeren være værdifuld viden at hente, og et af de projekter, hun kastede sig over, handlede om unge menneskers forhold til volds- og gyserfilm. Noget, som rigtig mange var og er bekymrede over og rutinemæssigt stempler som underlødigt og fordummende.

-Jeg lavede i bogen Det er bare film – unges videofællesskaber og vold på film en empirisk undersøgelse af flere grupper unge, som havde et fællesskab omkring volds- og gyserfilm og gerne så flere af dem i træk i løbet af en aften. En af mine konklusioner var, at de netop ikke bare sad passivt og lod sig fylde med vold og blev afstumpede. De brugte filmene meget aktivt til skabe deres egen form for underholdning, og de var helt bevidste om, hvad de kunne få ud af at se filmene i form af fællesskab, hygge og frydefulde gys, forklarer Anne Jerslev.

Anne Jerslev erkender, at nogle voldsfilm isoleret set godt kan give næring til en hel del kulturpessimisme, også hos hende selv, men understreger derfor også igen og igen, at det er nødvendigt at se filmene, ligesom alle andre populærkulturelle produkter, i deres brugskontekst, inden man lader fordommene tage over. For som hendes undersøgelse viser, kan der være helt legitime og rationelle grunde til at dyrke fx voldsfilm.

Hunger efter virkeligheden

Den vidtfavnende interesse for moderne mediekultur og grænsedragninger betød, at Anne Jerslev for nogle år siden begyndte at arbejde indgående med et andet udskældt populærkulturelt fænomen, nemlig reality-tv, af nogle intellektuelle betragtet som et af
de absolut sidste søm til vores kulturs ligkiste. 

En fordomsfri medieforsker kan heldigvis sætte reality-tv ind i en mere produktiv ramme, og Anne Jerslev så da også i sin analyse fænomenet som endnu et skridt i retning mod den nedbrydelse af grænserne mellem det private og det offentlige, som karakteriserer det moderne mediesamfund; men samtidig også som et forsøg på at komme ind til ”virkeligheden” igen ved hjælp af kameraet og iscenesættelsen af ”almindelige mennesker”.

- Det, der interesserede mig ved reality-tv var, at det indeholdt den samme form for virkelighedshunger, som filmverdenens Dogme-bevægelse indeholdt – alt andet lige. Der var igen en tro på, at billeder, også medierede og iscenesatte, ville kunne gribe virkeligheden og lave et aftryk af den – en forestilling, som postmodernismen tidligere havde gjort grundigt op med, fortæller Anne Jerslev.

Den første sæson af Big Brother-konceptet repræsenterede da også, mener Anne Jerslev, en modig tilgang til tv, fordi producenterne helt uhørt fastholdt ”hverdagslivets” kedsomhed i lange passager og også turde uforudsigeligheden. Sådan turde de dog ikke fortsætte, og allerede fra 2. sæson begyndte de at iscenesætte konflikter og konkurrencer for at bryde
kedsomheden.

- Nu er det meste reality-tv generelt kendetegnet ved, at tv-stationerne intervenerer og tilrettelægger ”virkeligheden” for at skabe intense situationer, kriser og underholdende momenter. Uforudsigeligheden er mere eller mindre forsvundet.

Sladder som kommunikationsform

Den iscenesatte ”virkelighed”, der ifølge forfatteren Vladimir Nabokov altid skulle stå i citationstegn, var på en vis måde også emnet for Anne Jerslevs tiltrædelsesforelæsning d. 27. februar (som fandt sted efter redaktionens slutning, red.). Den havde titlen ”Rarely a dose of pure truth – sladder som medieret kommunikationsform” og handlede dermed om hendes seneste forskningsinteresse – sladder, og ikke mindst celebritysladder.

- Den lidt kryptiske titel Rarely a dose of pure truth er et citat fra en bog om sladder og rygter på internettet og hentyder til, at sladder selvfølgelig aldrig er den skinbarlige sandhed. Der er altid et stort mål af fiktion i det, men det er på den anden side heller ikke så vigtigt, om sladderhistorierne om Leonardo DiCaprio er sande eller ej; de skal først og fremmest være gode historier, siger Anne Jerslev og uddyber:

- Et af fascinationspunkterne ved sladder er jo glæden ved at kunne brodere videre på en historie. Seeren og læseren bliver på en måde aktive medproducenter af sladderhistorierne, og sladder om de kendte er måske derfor vigtig, fordi den skaber socialt fællesskab.

Fra film til tv-serier og internettet

En stor del af de sladderhistorier, vi forbruger, har deres liv på nettet, som dermed også er blevet et af Anne Jerslevs primære forskningsobjekter, ligesom tv og tv-serierne har været det i snart mange år.

- Hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, ville jeg have sagt, at jeg primært var filmforsker, men det, at jeg har bevæget mig fra først og fremmest at forske i film til at forske i tv og internettet, ser jeg ikke – som nogen måske vil – som et udtryk for, at jeg har bevæget mig fra at beskæftige mig med kvalitet til trash. Nogle af mine største medieoplevelser de seneste år har jeg fået via tv og tv-serier.

Hvilken slags tv foretrækker en professor i film- og medievidenskab så at slappe af med?

- Den 11. time var fantastisk, først og fremmest fordi det var uforudsigeligt og turde skabe en usikkerhedszone, der både var underholdende og udfordrende. Især programmet, hvor de havde inviteret David Lynch, var helt forrygende at se for en inkarneret Lynch-fan.

- Når jeg skal slappe af sammen med min 14-årige datter, bliver vi ved med at vende tilbage til Venner. Den er fremragende og helt unik, og vi har stor glæde af at se den sammen. Det må du godt skrive, hvis du kan få det med, for så sidder mine mere finkulturelle kolleger på Det Humanistiske Fakultet sikkert og ryster på hovedet, slutter Anne Jerslev med et glimt i øjet.