Forside > Viden online > Interviews > Én sand gud

30. juni 2008

Én sand gud

Af Anne Trap-Lind, atl@hum.ku.dk  

11. september 2001 var sandsynligvis en stærkt medvirkende årsag til, at Jean Butlers ansøgning om et ph.d-stipendium samme efterår gik rent igennem i udvalget: hendes projektbeskrivelse ’Gud og det onde i islamisk tænkning’ faldt helt i tråd med de mange spørgsmål, der opstod i den vestlige verden, efter Mohammed Attah og hans åndsfæller fløj ind i New Yorks vartegn. Den kvindelige cand.mag. i Arabisk havde allerede beskæftiget sig med Satan-figuren i Koranen i sit speciale, og i ph.d.-projektet Myth and Memory – Satan and the Other in Islamic Tradition ville hun ind bag det abstrakte:

– Mit grundlæggende interessefelt er den konkrete ondskab, der foregår mellem mennesker – altså ikke blot Guds straf som en abstrakt størrelse. Jeg tænker, at mennesker kun kan være onde ved hinanden, hvis de er holdt op med at se hinanden som mennesker – der må ske et mentalt forarbejde. Fx igennem religiøse fortællinger, siger Jean Butler og uddyber:

– I Koranen optræder beretningen om Satan-figuren typisk som optakt til fortællinger om andre folk, de anderledes troende, som ved at blive kædet sammen med Satan kan læses i et negativt lys som de andre – de ikke-rettroende. Sociologisk betragtet definerer vi altid os selv i forhold til de andre, den anden – jeg har så valgt at undersøge den ’negative anden’ i islamisk tradition.

Verdensreligioner med voldspotentiale

Selvom islam er omdrejningspunktet for Jean Butlers afhandling, er det ikke specifikt islam, der står for skud: afhandlingens grundlæggende kritik går på monoteismen, hvoraf islam er en ud af tre monoteistiske verdensreligioner: islam, kristendom og jødedom.

Helt ind til benet peger Jean Butler med sin teoretiker, den tyske ægyptolog Jan Assman, på, at den monoteistiske ide om, at der er én og kun én sand Gud, indebærer den konfliktfyldte tanke, at alle andre guder i så fald er falske – og følgelig, at for at en muslim, kristen eller jøde kan iscenesætte sig selv som rettroende, må de nødvendigvis fremhæve de andre som vantro:

- Den skelnen er fundamental: islam, kristendommen og jødedommen er counter-religioner, dvs. religioner, der sætter sig op imod det bestående og afviser det som falsk – og ud af den afvisning udspringer hele deres eksistensberettigelse, forklarer hun og fortsætter:

– Ifølge Assmann er de monoteistiske religioner i modsætning til tidligere polyteistiske religioner funderet på en guddommeligt sanktioneret skelnen mellem sandt og falsk, godt og ondt – os og dem. Heri ligger monoteismens voldspotentiale. For at bevare sin effektivitet må denne skelnen også ihukommes – og her kommer de religiøse fortællinger ind. Erindring, herunder erindringen om ’den afviste anden’, er således et andet gennemgående tema i monoteismen.

– Buddet om at "du ikke må have andre guder end mig" er dybest set et intolerant og potentielt voldeligt budskab, fordi det bud ikke anerkender andre former for religion end den monoteistiske, forklarer Jean Butler. Den monoteistiske skelnen mellem ’sandt’ og ’falsk’ i religionen kan imidlertid også anvendes til at definere fjenden inden for egne rækker: inden for den monoteistiske tradition selv definerer man sig historisk betragtet i forhold til de andre: kristne i forhold til jøder, muslimer i forhold til både kristne og jøder.

Fordomme og debat

Jean Butler er udmærket klar over, hvad det er for en kritik, hendes religionskritik kan afføde:

– Folk kan ærgre sig over, at min forskning synes at bekræfte fordomme om islam som en fundamentalt aggressiv religion: "Er hun nu ude på at dæmonisere muslimer", vil nogen måske tænke. Men nej – min kritik af islam er en kritik af monoteismen som sådan.

– Min forskning peger på, at islam ikke er alene om at indeholde det potentiale for vold og terror, som vi bør og skal forholde os til.

Det lyder, som om man kan konkludere, at der består en uløselig konflikt mellem Vesten og Mellemøsten?

– Det mener jeg nu ikke, at jeg konkluderer. Det, jeg siger, er netop, at monoteismens voldspotentiale udgør en fælles arv for både jødedom, kristendom og islam. Men det er også klart, at vi i dag ser en voldelig, politisk-religiøs bevægelse i den muslimske verden, som helt klart har udråbt den vestlige verden til Fjenden. Den bevægelse har også tilhængere i vores egne, vestlige samfund. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at samfundet holder fast i en fortsat debat om, hvad religion er – herunder hvad islam er – og hvilken plads religionen skal have i vort samfund.

– At denne debat overhovedet er åbnet, er en af de positive sider af sagen om Jyllandspostens Muhammedtegninger. Den reaktion, vi ser fra den muslimske verden, skal bestemt tages alvorligt, men konfrontationen er måske nødvendig, for at vi kan tage debatten.

Forskning i praksis

Med sit forsvar den 5. maj satte Jean Butler et foreløbigt punktum for sin universitetsforskning:

– Der går i øjeblikket en bevægelse gennem den muslimske verden, hvor man har brug for at stadfæste sin identitet i forhold til ’de andre’ – herunder anderledes tænkende muslimer – og i den bevægelse er der i sagens natur fare for, at radikale grupper finder fodfæste. Min forskning er bl.a. et bud på, hvordan en islamisk radikal identitet skabes – og en understregning af, at der ikke findes et entydigt svar på, hvem der potentielt er i målgruppen for ekstreme religiøse holdninger og handlinger.

– Jeg vil gerne have, at mine konklusioner er et indspark i den debat, der er nødvendig for, at vi hele tiden er bevidste om, hvor mulige konfrontationer kan opstå, så vi kan imødegå dem. Derfor vil jeg gerne ud at bruge mine resultater i praksis, sådan at min forskning ender med at blive anvendt forskning, slutter Jean Butler.