Forside > Viden online > Interviews > Mellemamerika var mege...

25. november 2011

Mellemamerika var meget andet end mayaer

Af Carsten Munk Hansen, carstenhansen@hum.ku.dk

Afkodning af ældgamle hieroglyffer som dem, du kan se herunder, er noget, de fleste forbinder med egyptologien. Men i det, forskerne kalder Mesoamerika (se faktaboks), findes der stadig mange hieroglyfskriftsystemer, det endnu ikke er lykkedes nogen skrifteksperter at tyde. Og på faget Indianske Sprog og Kulturer sidder adjunkterne Christophe Helmke og Jesper Nielsen netop og lægger sidste hånd på en præsentation af et endnu ikke dechifreret skriftsystem fra storbyen Teotihuacan, som de vil fremlægge for forskerkolleger fra hele verden på den 16. Europæiske Mayakonference i december på KUA.

- Der var adskillige hieroglyfskriftsystemer i Mesoamerika, men det er faktisk kun mayaernes og aztekernes skrifter, som vi med en vis sikkerhed kan læse i dag. Det, vi forsøger, er at vise, at byen Teotihuacan, som blev grundlagt før Kristi fødsel og formentlig var det største bysamfund i Mesoamerika med op mod 200.000 indbyggere, også havde sit eget skriftsprog, fortæller adjunkt Christophe Helmke. Adjunkt Jesper Nielsen tilføjer:

- Vores tese er, at det velkendte og velbeskrevne aztekiske skriftsystem er en senere udvikling af Teotihuacan-skriften; selv om der er 900-1000 år mellem de to kulturer, er der ligheder mellem hieroglyfferne, og vores pointe er, at vi aldrig ville have kunnet undersøge forbindelsen, hvis vi ikke havde en bred interesse for - og stort kendskab til - de mange kulturer, der blomstrede op og forsvandt i den mellemliggende periode i Mesoamerika. Den komparative tilgang til stoffet, som vi vil gøre til et af mayakonferencens temaer, er her en meget stor styrke og faktisk helt nødvendig for at finde bindeleddene mellem de to skriftsystemer.

Ingen mexicansk Rosettasten

For blandt andet at undersøge og dokumentere, hvordan Teotihuacan-skriften kan have udviklet sig til aztekernes skriftsystem, rejste Jesper Nielsen og Christophe Helmke i 2009 rundt i det centrale Mexico for fotografisk at dokumentere og registrere vægmalerier og sten med indskrifter fra den mellemliggende periode.

- Vi har jo desværre ikke ligesom egyptologerne en decideret Rosettasten, hvor den samme tekst står oversat til flere forskellige sprog. Derfor er vi nødt til selv at indsamle og sammenligne eksempler på skriftsystemerne, hvis vi vil komme videre, og det har heldigvis også givet pote, så nu har vi skriftmateriale, som vi mener bekræfter vores tese. Hvis vi udelukkende havde studeret det ene af skriftsystemerne, ville vi aldrig have nået videre, forklarer Jesper Nielsen.

Ifølge Jesper Nielsen og Christophe Helmke er arbejdet med at identificere og beskrive mellemformer mellem de to hieroglyfsystem er et godt eksempel på, hvad de mener med en komparativ tilgang til mesomerikanske studier. En metode og arbejdsform, de altså meget gerne vil diskutere med andre forskere, der beskæftiger sig med Mesoamerika, når den 16. Europæiske Mayakonference løber af stablen i begyndelsen af december.

- Det er vigtigt at forstå, at de mesoamerikanske højkulturer ikke har været isolerede øer uden kontakt med hinanden. Der har selvfølgelig været masser af udveksling mellem dem, og det er efter vores opfattelse afgørende at have basal viden om de andre kulturer også, men vi oplever nogle gange, at vores forskerkolleger bliver så specialiserede, at de ikke er i stand til at se ud over deres eget temmelig snævre fagområde; vi har sågar set Teotihuacan-forskere publicere hieroglyffer fra andre skriftsystemer på hovedet, fordi de ikke vidste, hvilken vej de skulle vende, siger Christophe Helmke.

Et fag med en bred smag

At Jesper Nielsen og Christophe Helmke er fortalere for en komparativ forskningskultur, betyder omvendt ikke, at de ikke også er specialister - Jesper Nielsen har forsket intensivt i Teotihuacans skriftsprog, mens Christophe Helmke er mayaekspert - de er bare opmærksomme på, hvor meget der kan vindes ved at arbejde med et bredere perspektiv.

Den grundindstilling kan hænge sammen med, hvordan uddannelsen i Indianske Sprog og Kulturer er skruet sammen - det er en interdisciplinær uddannelse, som ikke kan defineres ved én teori eller metode, men ved "en overvældende rigdom af empiri", som Jesper Nielsen udtrykker det. Og han fortsætter:

- BA-uddannelsen fokuserer på Mesoamerika, fordi det er et ekstremt vigtigt område, når man skal studere udviklingen af højkulturer og skriftsystemer, og de studerende får samtidig indblik i de mange forskellige discipliner, vi benytter os af: arkæologi, lingvistik, antropologi, ikonografi, kunsthistorie etc. Når de så har fundet ud af, hvad der primært interesserer dem, kan de vælge deres tilvalg ud fra det, fx et tilvalg på Lingvistik, hvis de vil beskæftige sig med skriftsystemer. På KA-uddannelsen kan de studerende også kaste sig over indianske kulturer i Nord- og Sydamerika.

For studerende Rosa-Maria Worm Danbo var det netop det interdisciplinære, der trak, da hun valgte uddannelse.

- Jeg har altid været meget optaget af både indianske kulturer, arkæologi og lingvistik, så da jeg fandt ud af, at jeg på Indianske Sprog og Kulturer kunne kombinere disciplinerne og sætte dem i samspil, var jeg ikke i tvivl. Og jeg har på ingen måde fortrudt mit valg, fortæller den 25-årige studerende, som også skal deltage aktivt i mayakonferencen i december måned. Hun skal fungere som tutor for de almindeligt interesserede mennesker, der melder sig til begynderworkshoppen i mayaernes skriftsystem under konferencen – hvilket ikke kun er en enestående mulighed for workshopdeltagerne, men også for en ung studerende:

- Det er en stor udfordring at skulle undervise begyndere i mayaglyffer, og det kræver meget forberedelse, men jeg lærer utrolig meget af det. Sådan en mulighed tror jeg ikke, studerende får særlig ofte, men det er jo en af fordelene ved at være studerende på så relativt lille et fag; underviserne og de studerende lærer hinanden godt at kende, og de studerende kan få mulighed for at deltage i sammenhænge, hvor studerende ellers sjældent er med, forklarer Rosa-Maria Worm Danbo.

En stor pose penge til et lille fag

De fordele ved at være studerende på et lille fag som Indianske Sprog og Kulturer, som Rosa-Maria Worm Danbo fremhæver, er i mange år blevet udlignet af en stram økonomi og generelt trange kår for småfagene; underviserne og de studerende har haft temmelig begrænsede udfoldelsesmuligheder.

Men da Københavns Universitets ledelse i sommer besluttede, at Indianske Sprog og Kulturer sammen med otte andre små fag på humaniora i fremtiden skal modtage en ekstraordinær bevilling på 1,25 millioner kroner, så fremtiden pludselig meget lysere ud.

- Med småfagsbevillingen står vi nu til at få to lektorer, hvilket stiller os bedre end nogensinde på forsknings- og undervisningsfronten. Samtidig vil vi nu være i stand til fx at sende studerende på udgravning til Mexico og Belize på formaliserede udvekslingsaftaler, hvor de tidligere skulle sørge for alting selv. Bevillingen giver os med andre ord nogle af de samme muligheder som de større fag, og det giver en ro. Vi ser det som en helt ny æra for vores fag, slutter Jesper Nielsen.