Forside > Viden online > Interviews > Feltarbejde i krig

22. december 2010

Feltarbejde i krig

Af Anne Trap-Lind

Et møde med en gammel mand i en flygtningelejr i Tchad, der griber Anders Hastrups hånd, da han går en tur gennem den lejr, hvor han arbejder i 2009, er det første Anders Hastrup fortæller om til forsvaret af sin ph.d.-afhandling på KUA i oktober. Manden ville gerne fortælle, hvor glad han var for at se den hvide mand i lejren, for tilstedeværelsen af hjælpearbejdere i området er faldet drastisk siden krigen begyndte.

Og sådan er Anders Hastrups afhandling Voices From Darfur - Reclaiming Sudanese History blevet til: Gennem samtaler on location med nogle af den kvarte million mennesker, unge og gamle, mænd, kvinder og børn, der er blevet fordrevet fra deres land, Darfur-provinsen i Sudan, under den årelange borgerkrig. Et antropologisk feltstudie i en krig, der havde mediernes og kendissernes store bevågenhed i begyndelsen for fem år siden, men som siden har mistet spalteplads. Nyhedernes interesse forgår, men volden og traumerne består - og det er disse historier Anders Hastrup bringer for videnskabens og offentlighedens lys:

- Den tragiske ironi i Darfur er, at det er en konflikt i Afrika, som har fået opmærksomhed som ingen anden. Den er blevet solgt i medierne som dette her genocide-spørgsmål, som en gentagelse af Rwanda - især i USA. Men i min optik har folkedrabsvinklen opdelt Darfur-konflikten i et alt for simpelt mønster, som en konflikt mellem arabere og indfødte afrikanere. Sådan er det ikke, og det er grunden til, at jeg har valgt at give ordet til de flygtninge, der ikke er blevet hørt før.

Reclaiming Sudanese History

- Går man tilbage i historien, som jeg gør i mine interviews, så husker flygtningene araberne (dem vi kender som militserne, red.), som nogle fattige stakler, der bare er blevet sat til at gøre det beskidte arbejde af den sudanesiske regering. Flygtningene fortæller, at militserne består af desperate arabere fra Tchad, Mali og Niger, der strømmer ind og besætter det land, Sudan, som lokalbefolkningen, dvs. flygtningene, de andre er blevet smidt ud af. Så det er ikke en lokal etnisk konflikt, for der er ikke bare en type arabere i konflikten - det er en krig mellem den arabisk-muslimske regering i hovedstaden Khartoum og lokalbefolkningen.

- Det er hele denne idé om araberne, jeg har beskæftiget mig med. Det der med, at der er ét Darfur og en krig - det passer ikke. Og det er det, jeg gerne vil vise med mit projekt.

Men de grupper, der hærger i Darfur, er det ikke arabere?

- Jo - oprindeligt. Det er dem, Janjaweed-militserne, der blev armeret og sat til at rydde op i Darfur, da provinsen gjorde oprør mod regeringen i 2003. Det er dem, som har fordrevet tre millioner mennesker. Dem, der har voldtaget og myrdet og brændt landsbyer ned. Det siger flygtningene også selv, det er. Men alligevel har de et overskud til også at grine af dem! Fx satte man i en flygtningelejr et teaterstykke op, hvor man ser klovnearabere gå rundt og voldtage og myrde lokalbefolkningen - og publikum morede sig. Det er jo en overlevelsesstrategi. Det hjælper dem til at tænke på, at det i virkeligheden ikke burde være sådan ...

- Og det er her det interessante om deres historiefortælling kommer ind, for der viser sig at være to forskellige kronologier i Darfur-konflikten. Den officielle historie om, at regeringen slog ned på oprøret i Darfur, da Darfur greb til våben - og så den nye kronologi, der opstår, når flygtningene fortæller om tiden, før araberne blev armeret af regeringen, hvor arabere og lokalbefolkning levede fredeligt side om side. Den kronologi går ud på, at man gjorde oprør i Darfur, FORDI de her Janjaweed-militser allerede var begyndt at plyndre og myrde i 90'erne. Den forklaring er ny, og ikke noget vi har hørt før i medierne. Det er denne nye fælles fortælling, som undertitlen på min afhandling, Reclaiming Sudanese History, handler om.

At forske i nød

Det interviewmateriale, som Voices From Darfur bygger på, er samlet i 2009 fra 12 af de flygtningelejre, der er styret af UNHCR i Tchad, og Anders Hastrup har kunnet gøre det i kraft af, at han var ansat på et dokumentations- og interviewprojekt for organisationen '24 Hours for Darfur', der er forankret i New York. Men han har også tidligere erfaring fra Sudan. Sideløbende med sit speciale, hvor han tog hul på flygtningesporet i sin forskning, arbejdede han som nødhjælpsarbejder og -organisator - forskeren har altså langs af sted også været humanitær.

Hvordan fungerer den dobbeltrolle?
- Man kan godt få de to roller til at spille sammen. NGO'er er der kortvarigt - de har typisk kun en halvårig kontrakt i landet, og når man er der så kort tid og skal lave den slags interview, som jeg har lavet, er det godt både at have både interesse og ekspertise. Omvendt havde jeg aldrig fået adgang til at lave mit akademiske feltarbejde, hvis ikke jeg havde været ansat af en organisation.

Anders Hastrup er kandidat og ph.d. fra Carsten Niebuhr-Instituttet på ToRS og taler arabisk.

Havde det kunne lade sig gøre, hvis ikke du talte sproget?
- Nej, det kunne det ikke. Jeg redegør også i min afhandling for, hvordan de variationer i det arabiske sprog, jeg fx hørte i teaterforestillingen, og når flygtningene genfortæller historien, viser, at der sker et interessant skift fra dialekt til standardarabisk, når den personlige historie skifter til den større politiske fortælling. Og det er også en særlig sprogbrug, der afdækker, at flygtningene ikke betragter araberne som fuldt ansvarlige for deres egne handlinger ...

Hvad er det for nogle handlinger, der beskrives - kan du nævne nogle af de historier, der har gjort størst indtryk på dig?
- Ja - det er jo selvfølgelig voldtægtshistorierne. Voldtægt af små piger ... Konsekvenserne er forfærdelige. Jeg har bestyret et kvindecenter i Darfur. Det er uafrysteligt. Men i det hele taget er det meget intenst. Hvis man skal hen på en mere positiv note, har jeg et interview med en ung skolelærer, der har en drøm om at undervise de her Janjaweed-militser, så de kan lære ikke at opføre sig sådan... Og det gør jo også indtryk, at der er nogen, der har en pædagogisk ansvarsfølelse over for dem, der har voldtaget og myrdet deres familie og venner! Et utroligt personligt overskud og måske det, der har gjort størst indtryk.

Set fra eksilet

Hvordan blev du modtaget af flygtningene i lejrene?

- Jamen, de har altid godt kunnet lide mig, ler Anders.

- Generelt kan de godt lide, at der kommer hvide mennesker, for så får de indtryk af, at der sker noget. Flygtningene i Tchad er jo i eksil, og det gør, at de kan tale friere. Men det gør også, at jeg blev nødt til at holde mig for øje, at når de fortæller om, hvordan landfordelingen var i gamle dage, så er det ikke nogen historisk analyse. De kan ikke fortælle det uden at tænke på, hvordan de gerne vil have, det skal være fremover. Eksilet skaber rammerne for, hvordan historien bliver fortalt - det er det, jeg kalder the 'circumscribed present', og altså igen det, arbejdet med alle de her interviews handler om: Hvordan de skaber deres egen historie.

Hvordan ser ønskerne - og ikke mindst håbet ud i Darfur?
- 99 procent siger, at de gerne vil tilbage til det sted, de kom fra. Jeg hører en fælles bøn, der lyder, at nu må de rebeller, der går op imod militserne, til at finde fælles fodslag - det er det eneste håb for en fredsaftale... Men nej - de har ikke troen på særligt meget desværre.

- Selv er jeg desillusioneret. Jeg kan ikke se, at de her mennesker har nogen umiddelbare muligheder for at vende tilbage til et fredeligt land i nær fremtid. Situation er meget usikker. Du skal ikke bevæge dig meget længere end et par kilometer uden for flygtningelejren, før der er risiko for, at du bliver voldtaget. Og du kan også bare se, hvordan det internationale samfund har udstedt arrestordre på Sudans præsident Omar al-Bashir, mens han alligevel rejser frit rundt i Afrika og til Mellemøsten, uden der sker noget.

Tid til at udbrede stemmerne

Hvordan har du balanceret den her blanding af forskningsmæssig, intellektuel drivkraft og mismod?
- Jeg mener selv, at der er en form for incitament i at give de her mennesker stemme - det er et moralsk ansvar for mig. Blandt andet det, at der er andre historier end dem der optræder i medierne, der skal ud. Det er et kæmpe drive at lave en afhandling, der har de her stemmer, og som viser kompleksiteten i historierne.

Hvad, mener du, er dit vigtigste bidrag til omverdenen med det her projekt?
- To ting: Det vigtigste er at forstå, at Darfur er en konflikt, der rummer mange historier og derfor også rummer mange løsninger på lokalplan. Det har jeg bevist med mit projekt.
- Den anden ting er, at de her flygtninge nu oplever et meget stort svigt fra det internationale samfund. På den ene side har de store forventninger til, at Bashir bliver anholdt og sat for den internationale domstol i Haag. På den anden side oplever de, at der slet ikke er den samme tilstedeværelse af ngo'er og aktører som for fem år siden, da det var hot, og hvor George Clooney og Mia Farrow osv. tonsede rundt i det østlige Tchad for at sætte fokus på sagen... Så flygtningene har mødt alle de her kendisser - og hvad skete der så?! Mit projekt er altså en måde, hvorpå jeg også siger, at ja jeg ved godt, der er oversvømmelse i Pakistan og konflikt i Somalia osv., men der er altså stadig en stor uløst konflikt i Darfur, som jeg vil insistere på, at det internationale samfund retter en vedvarende opmærksomhed mod!

Få dage efter ph.d.-forsvaret og interviewet vendte Anders Hastrup blikket fra Afrika til Mellemøsten, for han har fået stillingen som ny direktør for Det Danske Institut i Damaskus i Syrien. Der er indlagt forskningstid i stillingen - en tid som Anders Hastrup i første omgang vil bruge på at skrive afhandlingen om til den bog, han er blevet opfordret til at skrive. Og han understreger, at det vil han tage meget alvorligt:

- Det vil jeg gøre, idet jeg lytter til min etiske forpligtelse over for de mennesker, jeg har lyttet til. Deres stemmer skal høres i et bredere forum end blot til et ph.d.-forsvar!