Kronik: Samfundet har hårdt brug for de æstetiske fag

Mette Sandbye er institutleder, Institut for Kunst-og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Maja Horst er institutleder, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Bragt som kronik i Politiken 2. oktober 2014

SÅ KOM uddannelses-og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens længe ventede og frygtede ' dimensioneringsudspil'. Der skal skæres sammenlagt 4.000 studiepladser væk, heraf 614 på Københavns Universitet. Det kommer til at gå hårdt ud over de humanistiske fag, melder ministeren, og især de ' æstetiske' fag i hele landet. Det er de fag, som vi er ledere af på Københavns Universitet, fordelt på to institutter. Ministerens plan er at skære 30 procent af vores optag på de ' æstetiske' kandidatuddannelser, dvs. 147 ud af 460 KU-studiepladser på teater-, litteratur-, film-og medievidenskab, kunsthistorie, visuel kultur og moderne kultur og kulturformidling.

PÅ VORES FAG optager vi nogle af landets dygtigste, mest kreativt og innovativt tænkende studerende med tårnhøje gennemsnit.

Eksempelvis skulle man i år have 10,8 i gennemsnit for at læse film-og medievidenskab på KU, 10,6 på litteraturvidenskab, 9,3 på kunsthistorie og teatervidenskab.

Vi vil gerne forklare, hvorfor samfundet har brug for de kandidater, vi uddanner.

Men først lige et par tal. Det er ikke bare noget, som to institutledere finder på for at forsvare deres eget fagområde. Vores kandidater kommer i arbejde, og i stigende grad i det private erhvervsliv. To tredjedele af kandidaterne i film-og medievidenskab får efterfølgende job i den private sektor, mens det samme gælder for mere end halvdelen af kandidaterne fra kunsthistorie, moderne kultur og litteraturvidenskab.

Og beskæftigelsen i det private er stærkt stigende.

For humaniora på KU er hele stigningen på 2.000 kandidater samlet set alene i den private sektor.

Ministeren har valgt for indeværende at frede de udøvende æstetiske fag, kunstakademierne, design-, film-og arkitektskolerne, i erkendelse af at det er felter, som et demokrati som det danske har brug for. Det er vores fag, der understøtter disse udøvende fag gennem formidling, kommunikation, projektstyring, koordination, fundraising, ledelse, sparring, rådgivning og meget andet. Men det lag er ministeren ved at fjerne.

MINISTEREN og hendes rådgivere er i gang med at indføre en ekstrem detailstyring af uddannelserne, der pejler efter parametre som væksttilførsel, livsindkomst, statens konkurrencedygtighed og den slags håndfaste værdimålere. Og de beregner deres benhårde besparelse af uddannelsespladser ud fra den såkaldte dimittendledighed, hvor mange kandidater der er ledige i 4-19 måneder efter endt uddannelse.

Her ligger de æstetiske fag (for) højt.

Men ser man på det samlede joblandskab og den samlede ledighed, er ledigheden på landsplan halveret over de sidste ti år fra 14-19 procents arbejdsløshed for de æstetiske faggrupper i 2004 til 8-10 procent i 2013 for film-, medie-, teater-, litteratur-og kunsthistoriestudier, mens musikvidenskab ligger helt nede på 5,4 procent og lavere end landsgennemsnittet for humanistiske fag. I samme periode har vi mere end fordoblet antallet af kandidater, blandt andet fordi vi har effektiviseret uddannelserne. Det kræver ikke meget hovedregning at indse, at det drejer sig om et arbejdsmarked i vækst.

Men vi uddanner jo ikke en ' sultens slavehær' på tusindvis af arbejdsløse. Vi er nogle meget små, men ikke desto mindre samfundsmæssigt meget vigtige fag.

I 2013 blev der uddannet 17 kandidater i teatervidenskab fra KU og 43 fra litteraturvidenskab.

En enkelt af dem, der hellere vil sætte sin egen teaterforestilling op eller skrive en roman, forrykker arbejdsløshedsprocenten.

Forleden blev to stakkels musikvidenskabsstuderende interviewet her i Politiken om udsigten til 24 procents arbejdsløshed.

Dette er tallet for dimmitendledigheden.

Men efter et par år vil kun 5,4 procent af de under 100, som vi tilsammen uddanner i musik på AU og KU, være arbejdsløse - set i forhold til 4,2 procent på det samlede nationale AC-område.

VI TAGER skam i høj grad bestik af arbejdsmarkedet, alt andet ville være uforsvarligt. Allerede før sommerferien satte vi bacheloroptaget 10 procent ned på de fleste æstetiske fag (teater, litteratur, film-og medier samt musik). Ministeren beder os skære 30 procent af en årgang ned i en tid, hvor arbejdsløsheden er maks. 10 procent. Når vi nu skal dimensionere så meget ned, som hun beder os om, risikerer vi i uhyggelig grad at komme til at mangle færdiguddannede kandidater om ganske få år.

For der er jo et bæredygtigt arbejdsmarked ude i det danske samfund for vores kandidater, og de kommer i arbejde.

Der går bare lidt tid, fordi de efter endt uddannelse skal lære at omsætte deres på én gang dybe kernefaglige og mere målrettede kompetencer til et konkret arbejdsmarked med mange muligheder.

Den proces kan vi blive bedre til at facilitere under uddannelsen. Det er vi allerede godt i gang med i form af projektsamarbejder med erhvervslivet, praktikordninger, formidlings-og kommunikationstilvalg, karriereworkshops og meget andet.

Vores kandidater får jobs i kultursektoren, som gymnasielærere, i pressen, i kommuner og ministerier, men også i medieindustrier og andre oplevelsesøkonomiske virksomheder. Og de udvider deres traditionelle arbejdsmarked ved at blive ansat til at arbejde med kommunikation, projektstyring og innovation i Shell, Rambøll, Novo, ISS samt et væld af små og mellemstore private virksomheder.

Og ligesom vores kandidater er med til at ændre arbejdsmarkedet, ændrer vi også radikalt på vores uddannelser. Den uddannelse i film-og medievidenskab, som man kan starte på her i 2014, er f. eks. en helt anden end den, man startede på i 2011. I dag indeholder den fire profiler, som alle retter sig målrettet mod et arbejdsmarked - f. eks. journalistik eller kreative medieindustrier.

DER ER GRUND til at hæfte sig ved den meget markante forskel mellem dimittendledigheden og den samlede arbejdsløshed på området. Den afspejler det forhold, at der ikke er et veldefineret arbejdsmarked, der ' står klar' til at modtage vores kandidater, når de kommer ud, men at de ikke desto mindre er mere end gennemsnitligt dygtige til at skabe deres egne jobs. Eller med andre ord: De går ikke bare ind på et arbejdsmarked, de er med til at skabe og forandre arbejdsmarkedet.

Historisk set har kandidater fra det æstetiske område fortrinsvis været beskæftiget ved de etablerede formidlings-, undervisnings-og forskningsinstitutioner.

Gennem de seneste ti år har de imidlertid i stadig højere grad fundet jobs i en meget bred vifte af private og offentlige virksomheder og institutioner.

Og de bringer noget nyt og vigtigt med sig ind i disse sammenhænge. De bringer viden og erfaring om kreative processer, om kommunikation gennem ord, lyd og billeder, om at tænke utraditionelt, om sansning, følelse og fantasi. De bringer med andre ord en hel vifte af nye og vigtige kompetencer ind i de danske virksomheder og organisationer.

Siden popgruppen Aquas kæmpesucces som dansk eksportvare i slutningen af 1990' erne, og siden man på samme tid helt ind i regeringskontorerne begyndte at operere med begrebet oplevelsesøkonomi, har mange indset, at samfundsmæssig vækst og innovation også kan gå gennem kultur og kreativitet, ja, faktisk at man ikke kan komme uden om disse fagfelters betydning for den samfundsmæssige udvikling.

Vores aftagere roser os for, at vores kandidater tænker kritisk, kreativt, analytisk og innovativt. I OECD har Centre for Education, Research and Innovation offentliggjort en oversigt over videregående uddannelser, der fører til aktiv deltagelse i innovation. Her klarer humaniora og samfundsvidenskab sig lige så godt som natur-og ingeniørvidenskab.

Faktisk viser undersøgelsen, at de mest innovative virksomheder i høj grad ansætter samfundsfagligt og humanistisk uddannede kandidater.

I EU-kommissionens rapport om ' Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale' fra 2010 fremhæves det, at »hvis Europa ønsker at fortsætte med at være på forkant, er det nødvendigt med mere samspil mellem forskellige artistiske og kreative discipliner, (sub) sektorer, økonomiske områder og led i produktionskæden«. Og videre: »I vores komplekse og hastigt forandrende verden bør vi derfor stræbe efter at fremme kreative, iværksættermæssige og interkulturelle færdigheder, som kan hjælpe os med at reagere bedre på nye økonomiske og sociale ændringer.«

Kandidater fra de æstetiske fag spiller en afgørende rolle i denne proces. De er med til at forandre vores samfund, vores institutioner og vores virksomheder, så de kan fortsætte med at udvikle sig under de vilkår, der gælder i det 21. århundrede.

Endnu er der ikke mange virksomheder og institutioner, der på forhånd har defineret, hvad det er for jobs, der her er tale om. Men vores kandidater beviser, at de kan være med til at skabe dem - til gavn for virksomhederne og til gavn for deres egne karrierer. Hvis vi kun fokuserer på det arbejdsmarked, der allerede står klar til at modtage de kandidater, der uddannes fra universiteterne, står vi i fare for at miste dette innovative potentiale.

Vores opgave er ikke bare at uddanne kandidater til det allerede eksisterende arbejdsmarked. Vi uddanner dem, som skaber det fremtidige arbejdsmarked og det fremtidige potentiale for værdiskabelse i det danske samfund.

DET ER SÅDANNE potentialer for det danske samfund, som ministeren er i gang med at smadre med sin meget kortsigtede, spareorienterede detailstyring af universiteterne.

Og så har vi ikke engang startet den store værdi-og dannelsesdiskussion om humanioras værdi for det danske samfund. Statskundskabsprofessor Lars Bo Kaspersens kritik af regeringens økonomiske optik på universiteterne (Politikens Kronik 2/9) og venstrepolitikeren Birthe Rønn Hornbechs Kronik dagen efter, om hvordan litteraturstudiet har givet hende en meget dybere forståelse for demokratiets virkemåde og burde inspirere alle politikere på Christiansborg, var vigtige forsvar for humaniora.

Vores fagligheder bidrager til samfundets almene dannelse og til forståelse for kultur, værdistrukturer, etiske problemstillinger, europæiske dannelses-og oplysningsidealer.

Vores kandidater tilbyder en kritik af og en videreudvikling af demokratiet, et globalt perspektiv på viden og kultur, og de kan stille de etiske og værdibaserede spørgsmål.

EN MISSION om at bedrive og producere begavet, kritisk, analyserende dannelse og kulturel viden burde ikke opfattes som noget dubiøst og urentabelt i et civiliseret, rigt, vestligt demokrati som det danske - snarere som det allervigtigste.

Det paradoksale er jo, at det, vi beskæftiger os med på ' de æstetiske fag', er noget, de allerfleste kender til og har erfaringer med og meninger om og virkelig interesserer sig for: den omgivende kultur i bredeste forstand.

Folk læser bøger, går på museum, til koncert, i teatret og biografen, læser tegneserier, mens de dybest set ikke interesserer sig for partikelfysik og nanoteknologi.

De har bare en respekt for det, fordi det lyder svært og vigtigt. Men den på én gang paradoksale og tåbelige fejlslutning er, at alt det med kulturen ikke er vigtigt. Nej, netop fordi kulturen og det æstetiske område har så stor en betydning for både samfundsudviklingen og den enkelte danskers dagligliv, er det så vigtigt, at vi beskæftiger os med det på det højeste akademiske kompetente niveau og uddanner kandidater til at styre, formidle, koordinere, udvikle og forny feltet.

Forestillingen om en kandidat fra ' de æstetiske fag' som en hattedame, der vender omverdenen ryggen i sit elfenbenstårn, kun interesserer sig for finkulturen i sin egen ret og aldrig vil kunne bruge denne viden til at få et arbejde, er en indholdsløs myte. Ministeren kan bare spørge sine egne embedsmænd. Adskillige af dem er uddannet hos os. Spørg kommunikationscheferne på Det Kongelige Teater, i Novo og Rambøll eller i Kommunernes Landsforening, hele ledelseslaget på Roskilde Festival, folk, der i den danske film- og tv-branche er med til at brande den nye nordic noir-bølge internationalt eller andre af de 90-95 procent af vores kandidater, der arbejder i gode jobs, som er vigtige for det danske samfund.

FORSKNINGS-og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen gentager i disse dage gang på gang sætninger som ' at vise ansvar' og ' jeg kan ikke være andet bekendt'.

Og meningsdannere, politikere, chefredaktører, almindelige borgere, ja, sågar vores egne studerende sluger det råt. Det er fornuftigt, mener mange, at ministeren nu ' viser ansvar' og skrumper hele Det Humanistiske Fakultet med samlet set en tredjedel, selv om der i 2013 kun var 5,9 procents ledighed på landsplan.

Lad os se bort fra, at det er selvsamme regering, der over en årrække har kontaktet os hver sommer i begyndelsen af august og bedt os om at optage nogle flere, fordi regeringen - og ikke mindst de radikale - har haft en målsætning om ' den bedst uddannede generation nogensinde'.

DET ER SJOVT at køre i rutsjebane i Tivoli i fuld fart op og ned. Men det er ikke den måde, man laver ansvarlig uddannelsespolitik.

Det er os, der viser ansvar, og det har vi gjort i mange år. Vi uddanner flere, mere effektivt, mere kompetencebevidst, mere direkte erhvervsorienteret end nogensinde før. Men arbejdsløshedskurven er samtidig støt faldende, og der er ikke på nogen måde tale om, at 30 procent af humanisterne, endsige os fra ' de æstetiske fag', er arbejdsløse.

Vi har derimod længe pejlet efter blandt andet arbejdsløshedstallene og nedsat bacheloroptaget med 10-15 procent over en årrække. Vi kan ikke se det nuværende udspil som andet end en benhård spareøvelse direkte rettet mod humaniora, sandsynligvis dikteret af Finansministeriet.

Effekten bliver ødelæggende.

Ud over at der vil komme til at mangle arbejdskraft om ganske få år, vil denne benhårde beskæring amputere mange af de relativt små, men nationalt såvel som internationalt stærke faglige miljøer. Hvordan det kan udlægges som ansvarlig politik, er os en gåde.