Nodal’s Skrædderservice. 3 generationer på Nørrebro

Småbutikker og -virksomheder i Danmark nr. 5. 2004 (38:45 min.).

Birgitte Nodal (f. 1948) har drevet Nodal’s Skrædderservice siden 1988, da hendes far, skræddermester Sally Nodal, døde. Den jødiske familie flygtede fra Rusland til København i 1910, hed oprindeligt Novodworski - fordansket til Nodal - og talte jiddish, men lærte sig meget hurtigt dansk. Farfar Poul (f. 1894) var uddannet skrædder, og det blev sønnen Sally (f. 1917) også. I 1937 etablerede han sig i forretningen Nørrebrogade 245, st. i arbejderkvarteret ved Nørrebro Station, og ud over at drive almindeligt skrædderi begyndte han også at sælge billigt børne- og juniortøj. Fra midten af l950’erne også 2. sortering Wrangler cowboybukser, ”Stjernecowboybukser”, med stor succes.

Vi filmer tre dage i april og en dag i juni 2004 almindelige arbejdsdage i det lille reparationsskrædderi med ekspedition af cowboybukser og besøg af (stam)kunder til ”omforandring” og afhentning af tøj, mens venner og familiemedlemmer også går til hånde. Birgitte Nodal arbejder i sit lille værksted og fortæller undervejs i programmet om sit liv, sine kunder og sin slægts historie. Det er også historien om en hurtig, målrettet og vellykket integration i det danske samfund.

Indvendigt i den meget lille forretning er der næsten ikke foretaget nogen ændringer eller moderniseringer siden 1937. Et meget sjældent butiks- og værkstedsinteriør.  Nogle år efter optagelserne lukkede Birgitte Nodal sin forretning, der blev ombygget til privat beboelse.

Karsten Biering: Tre generationer med nål og tråd: Interview med Birgitte Nodal. Samvirke 2006, nr. 4, s. 84-88.

Baggrund

Birgitte Nodals oldemor og oldefar flygtede fra Rusland allerede i 1905 for at undgå, at deres ældste søn Abraham på 22 år skulle deltage som soldat i den russisk-japanske krig. De kom først til Berlin med fire børn, men kunne ikke få lov til at blive der for myndighederne og fortsatte til Landskrona, hvorfra de i 1910 kom til København.
Farfar Paul (f. 1894) blev gift med en ung polsk-jødisk kvinde, Manje (f. 1900), som var strandet i København under 1. Verdenskrig på vej hjem fra et besøg i England, og de lærte sig hurtigt både at tale og skrive dansk.
Birgittes farfar og hans familie boede først i gaden Åbenrå i Indre By, senere i Oehlenschlægersgade på Vesterbro, i Mimersgade og på Jagtvej på Nørrebro og blev efterhånden en velstående familie.
I årene op til 1. Verdenskrig kom der mange jøder til Danmark fra Østeuropa, og særligt fra Rusland, på flugt fra de udbredte jødeforfølgelser også dengang. Nogle fortsatte til bl.a. Palæstina (senere Israel), USA og Canada, mens andre slog sig varigt ned i Danmark og hurtigt blev integrerede i samfundslivet, men de beholdt deres tro og traditioner.
Men i begyndelsen var denne jødiske indvandring ikke velset i den gamle, velhavende og velintegrerede jødiske menighed i København, som så ned på de nytilkomne, fordi de var fattige arbejdere og håndværkere. De talte kun jiddish og måtte bosætte sig i de usleste arbejderkvarterer i København.
Det anslås, at den samlede mængde af russiske jøder, der på et tidspunkt har boet i København i perioden 1906-16, udgjorde 10.000-12.000 personer. Af de russiske jøder, som blev boende i København, var de fleste skræddere eller skomagere, og kvinderne var syersker. Det var nemlig det arbejde, de havde udført inden flugten fra Rusland.
I Folketællingen fra 1916 var der 801 jødiske forsørgere i København, heraf 153 kvinder, og blandt kvinderne var 84 syersker. Blandt de 648 mandlige forsørgere var der 284 skræddersvende, 24 skræddermestre, 66 skomagersvende og 26 skomagermestre.
En del af indvandrerne arbejdede i tekstilindustrien, mens andre startede egen virksomhed med konen som medhjælp og evt. en svend, og børnene hjalp også til. Det var ofte såkaldt ”forlagsarbejde”, hvor arbejdsgiverne - de store grossister - havde forlagt syarbejdet til skrædderens hjem, og her blev det aflønnet for hver færdig enhed.
Birgitte Nodals farfar Paul var uddannet skrædder, og det blev hans søn - kaldt Sally (Samuel) - også. Først syede de i hjemmet i Mimersgade på Ydre Nørrebro, men moderen fandt så i 1937 en ledig lille toværelses lejlighed på Nørrebrogade 245, lige ved Nørrebro Station. Faster Golde, der var uddannet dameskrædder, kom også til at arbejde i forretningen.
Forretningen hed først ”Bob Drengetøj” efter deres første habitmodel og kort tid senere ”Nodal Drengetøj”. Under 2. Verdenskrig måtte familien lukke ned og flygte til Sverige i oktober 1943. Indtil krigen sluttede i maj 1945, blev der passet på forretningen af nogle danske naboer.
Nodal er en fordanskning af det oprindelige Novodworski. Andre i familien fordanskede deres navne til Novå, Novod eller Niven.
I Sverige arbejdede farfar Paul som skrædder på en stor systue og fik hurtigt øgenavnet ”Galopskrædderen” på grund af sin ekstreme hurtighed med nål og tråd.
Birgittes morfar og mormor hed Kvetny og var også jødiske emigranter fra Rusland. Men morfar var ikke kun skræddermester, men også forretningsmand og oparbejdede bl.a. en fabrik - Skandinavisk Herrekonfektion - i Nørregade nr. 41 i København og ejede desuden et par beboelsesejendomme i Indre By og flere virksomheder i provinsen.
Ud over at drive almindeligt skrædderi blev der også solgt børne- og juniortøj hos Nodal, og der blev repareret og ”omforandret”, og det brugte voksentøj eller stofrester blev syet om til børnene og de unge.
Op gennem 1950’erne levede de fleste endnu under knappe materielle vilkår, og der skulle spares, hvor det var muligt. Men allerede i 1956 begyndte skræddermestrene Nodal også at sælge Wrangler cowboybukser – i øvrigt som en af de første i København. Det var 2. sorterings varer, som blev repareret inden salg, og hvis der var en skade, som skulle dækkes, blev der syet en stjerne på. Disse ”Stjernecowboybukser” fra Nodal blev hurtigt uhyre populære, og mange unge valfartede langvejs fra for at købe dem.
Birgitte Nodal er ikke skrædderuddannet, men har syet siden hun var lille pige og desuden undervist i syning. Hun er uddannet tandtekniker og arbejdede 16 år i faget, inden hun pga. faderens sygdom og død overtog forretningen i 1988. Birgitte har datteren Helene, der er damefrisør, og sønnen Kevin, der uddanner sig til bygningstekniker. Begge kan også sy og hjælper ind imellem deres mor i værkstedet. Men ingen af dem har planer om at overtaget Nodal’s Skrædderservice, som har ligget på samme adresse siden 1937.
Indvendigt er der næsten intet forandret i butik og værksted siden dengang, og de mange stamkunder holder af indretningen, atmosfæren og den altid imødekommende, muntre og fagkyndige betjening.
Hele tiden kommer der også nye og yngre kunder til fra nær og fjern, som hører om forretningen fra mund til øre metoden eller læser den lille annonce hver 14. dag i lokalavisen:
”Skrædderreparationer af enhver art modtages, billige priser, hurtig levering.”
På døren mellem butik og værksted hænger et stort papskilt, hvor der med sorte, håndskrevne bogstaver står: ”Forlang, hvad du vil ha’, men betal, hvad det koster.” Sally Nodal har engang skrevet skiltet og påstod, at det var et gammelt kinesisk ordsprog, men Birgitte mener, at hendes far har opfundet det til lejligheden. Han var en munter mand, der kunne lide en spøg og en god historie.

Noter:
Oplysningerne om de jødiske skræddere i København 1900-1920 er hentet fra Morten Things artikel af samme navn i tidsskriftet ”Arbejderhistorie” april 2008, s. 1-2.
Litteratur:
Karsten Biering: Visuel kulturel dokumentation – eller kulturhistorie på video. I: ”Folk og Kultur. Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab” 2001, s. 33-47, ill.
Karsten Biering: Tre generationer med nål og tråd. I: ”Samvirke”, april 2004, s. 84-88, ill.

Karsten Biering 2020