Soldater væmmes ved deres egne massedrab – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Nyheder > 2016 > Soldater væmmes ved de...

07. april 2016

Soldater væmmes ved deres egne massedrab

Afsky

Soldater, der er involveret i krigsforbrydelser og folkedrab, kan somme tider fortælle om fysiske reaktioner, hvor de har kastet op eller er besvimet, når de har nedslagtet civile. I en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet undersøger moralfilosof Ditte Marie Munch-Jurisic den afsky, som disse soldater føler ved deres handlinger. Afskyen kan godt være udtryk for en moralsk konflikt i gerningsmændene, men den er ikke et udtryk for et moralsk instinkt og en medfødt aversion mod at dræbe, er en af konklusionerne.

Ph.d. Ditte Marie Munch-Jurisic bruger Joshua Oppenheimers film fra 2012 ’The Act of Killing’, der handler om drabene på såkaldte kommunister i Indonesien i 1965, som et eksempel på det, hun har undersøgt i sin afhandling. I filmens sidste scene er en af de bødler, den kriminelle gangster Anwar Congo, der i sin tid blev hyret af regeringen til at skyde kommunisterne, tilbage på et af fortidens gerningssteder. Og mens han, der i dag opfattes som en helt, og som ikke føler hverken skyld eller skam over sine gerninger, stolt fortæller om det, han har gjort, får han pludselig voldsomme brækfornemmelser og udviser tegn på, at han skal kaste op.

Nogle føler afsky – andre gør ikke

Lige præcis den scene og den debat, den har skabt internationalt, illustrerer i en nøddeskal, hvad Ditte Marie Munch-Jurisic har beskæftiget sig med.

- Jeg har undersøgt, hvad afsky er for en følelse, og jeg har bl.a. set på, hvad der får nogle soldater, der har været involveret i krigsforbrydelser, til at føle voldsom fysisk afsky, når de skal slå ihjel. Hvad er det, der foregår? Hvorfor føler de den afsky? Er det moralens dybe instinktive stemme, der fortæller dem, at det, de er i gang med, er forkert, spørger Ditte Marie Munch-Jurisic og svarer selv:

Anwar Congo i 'The Act of Killing'. Foto: Final Cut for Real

- Mange var meget hurtige til at konkludere, at Anwar Congo fra ’The Act of Killing’ med sine opkastfornemmelser afslørede sin sande moralske holdning. Og at scenen var beviset for, at han havde det dårligt over det, han havde gjort i 60’erne. Fordi han, selvom han sagde noget andet med sine ord, med sin krop og sine instinkter viste, at han godt var klar over, at han havde gjort noget helt forkert. Men den tolkning tegner desværre et alt for optimistisk billede af den menneskelige natur, forklarer hun.

Afsky-refleksen følger med

- Vi vil gerne tro, at vi mennesker har et dybt rodfæstet instinkt, der altid vil lede os moralsk – og at vi har en medfødt aversion mod at dræbe. Men mine undersøgelser viser, at bare fordi vi føler, at noget er forkert, så betyder det ikke nødvendigvis, at det er vores reelle moralske holdning. Nogle soldater kan fx føle en form for konflikt eller dissonans, når de slår civile eller kvinder og børn ihjel, hvis de er blevet opdraget til eller har en internaliseret afsky for at slå mennesker ihjel. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de har tænkt sig at reagere på den afsky. Vi kan sagtens føle afsky for noget, selvom vi ikke er enige i den afsky længere, forklarer hun og kommer med et eksempel:

- Man kan fx være opdraget i en kultur, hvor man har lært, at homoseksuelle er ulækre – og hvor man føler fysisk afsky, når man tænker på homoseksuelle, der har sex. Og selvom man kommer ud af den kontekst og fx flytter til en anden by og får andre holdninger, så kan den afsky-refleks sagtens følge med. Der er også eksempler fra USA, hvor folk, der er blevet opdraget med racehad og fordomme mod sorte amerikanere, har fortalt, at de stadig blev ved med at føle fysisk afsky, når de sad ved siden af en sort person i bussen, selvom de havde skiftet holdninger til sorte mennesker og deres rettigheder. Afsky-refleksen er ikke altid udtryk for, hvad man egentlig tror på – den kan godt være et genskin af en gammel internaliseret moral, og det tillærte kan godt være meget dybt indlejret i kroppen, forklarer hun.

Vi vil gerne tro det bedste

Ditte Marie Munch-Jurisic’ pointe er, at selvom vi forstår det som noget instinktivt, når folk reagerer og fx kaster op, så er selv de instinktive reaktioner formet af vores kultur og moral, og det kan være en ubevidst moralsk konflikt, der viser sig. Men samtidig advarer hun også imod at kategorisere alle sådanne eksempler som en moralsk konflikt.  Ofte forstår folk eksemplerne med soldaterne som en moralsk konflikt, fordi de håber, det er en moralsk konflikt.

- Jeg kan godt forstå, at man tænker sådan. Men man skal også huske på, at krigsforbrydere, der udfører disse helt vanvittige handlinger, ofte uden problemer slår både civile og kvinder og børn ihjel, og at det er meget nemt for dem at overkomme den her afsky. Det er overraskende nemt for mennesket at få nogle nye principper at tro på, og det er derfor, folk er i stand til at handle så vanvittigt – og faktisk inden for ganske kort tid lære at elske det. Det er farligt at antage, at alle synes, at det er forkert at slå ihjel. Afskyen er ikke noget, der bremser sådan en militær eller paramilitær enhed eller fører til, at de lægger våbnene, siger hun.

Kontakt

Ph.d. Ditte Marie Munch-Jurisic
Københavns Universitet
Mobil: 26 22 36 04
E-mail: dmmh@hum.ku.dk

Kommunikationsmedarbejder Pernille Munch Toldam
Københavns Universitet
Mobil: 29 92 41 69
E-mail: pmunch@hum.ku.dk