Danske forskere samarbejdede tæt med tyske kolleger frem til besættelsen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Nyheder > 2015 > Oktober > Danske forskere samarb...

05. oktober 2015

Danske forskere samarbejdede tæt med tyske kolleger frem til besættelsen

nazisme

Selvom de tyske universiteter meget hurtigt efter Hitlers magtovertagelse blev nazificeret, fortsatte mange danske forskere det tætte samarbejde med deres tyske kolleger helt frem til Danmarks besættelse i 1940; de danske forskere mente, at deres kolleger i Tyskland var fornuftige mennesker, og at uvæsnet snart ville gå i sig selv. Det viser en ny bog fra Københavns Universitet om de danske universiteters og kulturinstitutioners svar på udfordringerne fra nazismen 1933-1945.

Det var et meget lille mindretal af danske forskere, som aktivt tilsluttede sig nazismen i 1930’erne og 40’erne, og Københavns Universitet fyrede eller gav allerede i 1945 de få professorer entydige advarsler, der åbenlyst havde agiteret på vegne af nazisterne – fx kulturgeografen og arkæologen Gudmund Hatt og juristen Carl Popp-Madsen.

Fra 1940-1945 var der beskyttelsesrum
på Frue Plads

Ifølge den nye antologi Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark er det til gengæld et meget mere komplekst billede, der tegner sig af det store flertal af danske forskere, som blot forsøgte at fortsætte deres videnskabelige arbejde som hidtil uden at tage aktiv del i – eller afstand fra – nazisternes forsøg på at gøre forskningen til et instrument for deres ideologi.

- Det kom bag på de danske forskere, hvor hurtigt det videnskabelige samfund i Tyskland blev politiseret, og at tyske forskere mange steder aktivt bidrog til videreudviklingen af racelæren i deres respektive fag. Der var nogle, der sagde fra med det samme og afbrød forbindelserne – især venstreorienterede forskere, som var regulære antinazister – men rigtig mange fortsatte deres samarbejde med tyske kolleger som hidtil, fortæller lektor emeritus Karl Christian Lammers, der har redigeret antologien sammen med kollegerne Palle Roslyng-Jensen og Niklas Olsen. Han fortsætter:

- Man skal forstå, at Tyskland i 1930’erne i videnskabelige kredse havde samme status, som USA havde i 1950’erne; det var stedet, hvor alt det nye og spændende forskning blev bedrevet, og hvis man var ambitiøs forsker, forsøgte man at knytte forbindelser til tyske kolleger. Derfor var det også svært at afbryde samarbejdet igen, og mange ville se tiden an, for de syntes jo, at de tyske forskere normalt var fornuftige mennesker, så det skulle nok gå alt sammen.

Videnskabelige osteklokker

Ifølge lektor emeritus Palle Roslyng-Jensen var der dog meget stor forskel på, hvor hurtigt eller langsomt forskerne inden for de enkelte fag reagerede på nazisternes tilnærmelser:

- Humanistiske fag som arkæologi, historie og teologi var nazisterne særdeles interesserede i, fordi de kunne bruges til at sætte nazismen ind i ”den rette historiske sammenhæng” og forklare, hvorfor ”den ariske kultur” var andre kulturer overlegne. Derfor var det også inden for disse fag, at mange forskere tog stilling til nazismen relativt tidligt; nogle få, som fx arkæologen Mogens B. Mackeprang, blev nazister, mens de fleste andre brød forbindelserne, forklarer Palle Roslyng-Jensen.

Andre fag, som ikke umiddelbart havde indflydelse på kulturelle eller åndelige strømninger, fungerede mere som videnskabelige osteklokker og formåede at lukke omverdenen ude.

- Inden for fx naturvidenskaberne fortsatte samarbejdet med de tyske forskere langt op i 1930’erne og i nogle tilfælde også endnu længere. Det handler formentlig om, at forskerne ikke behøvede at diskutere kulturbegreber eller historie, men kunne holde sig strengt til sagen, fx de kemiske formler eller atommodellerne. Selv Niels Bohr, der var jøde og allerede i begyndelsen af 1930’erne havde advaret mod nazismen, fortsatte bemærkelsesværdigt nok sit samarbejde med den tyske fysiker Werner Heisenberg helt indtil 1941, hvor bl.a. spørgsmålet om udviklingen af en atombombe skilte dem.  

Svag universitetsledelse ydede ”passiv modstand”

Københavns Universitet, der var det dominerende universitet i Danmark før og under besættelsen, havde godt 5000 studerende, som blev undervist af ca. 200 heltidsansatte undervisere, herunder 100 professorer. Der var en rektor, som blev valgt for to år, og konsistorium var det øverste organ, men det var i virkeligheden professorerne, der i vidt omfang styrede beslutningsprocesserne på universitetet.

- Professorerne kunne nærmest suverænt bestemme over deres afgrænsede fagområde, så ledelsen på universitetet havde ikke meget kontrol over hverken undervisningen, forskningen eller det internationale samarbejde, siger Palle Roslyng-Jensen.

- Universitetsledelsen holdt temmelig lav profil over for både nazister og besættelsesmagt. Den blandede sig kun, når studenterblade gik for vidt i deres kritik af nazismen, eller når nazistiske undervisere forsøgte at agitere på universitetet. Den var med andre ord en del af den almindelige samarbejdspolitik, hvor det drejede sig om at holde ro og orden.

Efter krigen hævdede ledelsen, at den ydede ”passiv modstand” over for nazisterne ved blandt andet at forhale ansøgninger om formelt samarbejde mellem tyske universiteter og Københavns Universitet. Men det er ifølge historikerne ikke i overensstemmelse med en nutidig forståelse af begrebet modstand.

Antologien Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark er netop udkommet på Museum Tusculanums Forlag. Den indeholder bidrag fra 11 historikere om forskellige aspekter af de danske universiteters og kulturinstitutioners forhold til nazismen og besættelsesmagten.

Kontakt

Lektor emeritus Karl Christian Lammers
Københavns Universitet
Tlf.: 51 29 95 67/26 81 21 15
Mail: lammers@hum.ku.dk

Lektor emeritus Palle Roslyng-Jensen
Københavns Universitet
Tlf.: 51 29 95 91/28 69 65 42    
Mail: pallerj@hum.ku.dk