Indvandrere bragte landbruget til Danmark

En mand begravet år 3900 f.Kr. ved Dragsholm i Vestsjælland er den ældst kendte landmand i Danmark. Med sig i graven fik han en stridsøkse, ravsmykker samt sin bue og et kogger med pile.

Landbrug er en meget kompleks teknologi, som det tager lang tid at lære. Så det er usandsynligt, at landbrugsteknologi og husdyrhold blev spredt som en idé alene. Derfor mener Lasse Sørensen, at landbrugets spredning til Skandinavien i stenalderen var et resultat af, at mennesker fra etablerede landbrugssamfund indvandrede og bosatte sig i Danmark.

- Indvandrerne fra syd havde de rette kompetencer og evnen til at lære den indfødte jæger-samler-befolkning i Danmark, også kendt som Ertebøllekulturen, om landbruget, forklarer Lasse Sørensen og fortsætter:

- Det kræver en stor viden at dyrke jorden. Det forudsætter en helt anden teknologi, end den jæger-samlere er i besiddelse af. Det kræver kendskab til jordens beskaffenhed, hvordan den skal gødes og dyrkes. Det kræver viden om, hvad der gror bedst i hvilken jord samt viden om, hvordan husdyrene skal passes, ligesom det kræver et helt andet tankesæt og et helt andet ordforråd at beskæftige sig med landbrug.

I sin ph.d. fører Lasse Sørensen beviser for, at det var agerbrugere fra den såkaldte ”Michelsberg-kultur” fra det nuværende Belgien, Frankrig, Sydtyskland og Schweiz, der ekspanderede mod nord ind i hidtil uopdyrkede områder i Skandinavien.

Det skete enten på grund af overbefolkning, konflikter eller overudnyttelse af landskabet og ressourcerne i deres oprindelige bosættelsesområder.

Levede side om side med jægere

At landbruget skyldes indvandring, er i opposition til den gængse opfattelse af, at landbruget opstod som en følge af intern social konkurrence blandt jæger-samlere i Sydskandinavien. Lasse Sørensen mener, at det ligger i landbrugssamfundets natur at vokse. Det skaber et fødemæssigt overskud, der resulterer i øget befolkning, og på et tidspunkt må de ekspandere.

Først ekspanderede Michelsberg-folkene omkring 4400 f.Kr. til Nordtyskland, hvor de slog sig ned i dét, der for de derboende bønder var uudnyttede marginalområder. Derfra spredte de sig videre til Danmark og Sydskandinavien omkring 4000 f.Kr.

- Fordelen i Skandinavien var, at der ikke var andre bønder at konkurrere med. Området var befolket med Ertebøllekulturens jægere og samlere, der levede af jagt og fiskeri, så på den måde konkurrerede de ikke om føderessourcerne, siger Lasse Sørensen.

Vellykket integration

De første bønder i Danmark slog sig ned i områder med gode flintforekomster. De foretrak lette og sandede jorder, da de tunge lerjorder var for svære at opdyrke. Det havde også den fordel, at der var få ertebøllefolk, hvor de slog sig ned, fordi ertebøllefolkene især boede langs kysten og ved de store indsøer, hvor de primært levede af fiskeri, jagt og indsamling.

Lasse Sørensen forestiller sig, at ”spejdere” fra Michelsberg-kulturen i begyndelsen sondererede terrænet og slog sig ned. Derefter fulgte større grupper af indvandrere. Om indvandringen forløb fredeligt eller konfliktfyldt, har Lasse Sørensen svært ved at sige. Resultatet er imidlertid kendt. I løbet af nogle få generationer opstod en helt ny materiel kultur, som var meget anderledes end både de danske jæger-samleres og indvandrernes oprindelige kultur.

- Meget tyder på, at integrationen gik godt. De udefrakommende indvandrere katalyserede innovation, og sammen med landets oprindelige jæger-samler befolkning smeltede de sammen i et helt nyt og særegent landbrugssamfund, hvor jagt og fiskeri stadig spillede en supplerende rolle, siger Lasse Sørensen.

Som tiden gik, og agerbrugerne gik fra at være pionerer i et jomfrueligt landskab, opstod der behov for at hævde sit ejerskab til jorden. Derfor begyndte bønderne omkring 3800 f.Kr. at begrave deres døde i stendysser, der samtidig markerede ejendomsretten til jorden. Landbruget havde for alvor etableret sig: Danskerne var blevet bønder.